58 / 305
13
og ære eders Fader, som er i Himlen!« Af Kjærlighed
til Børnene maa vi bringes til at vaage end nøjere over
os selv, og Opdragelse er umulig, naar Opdrageren ikke
er besjælet af levende Kjærlighed baade til Barnet og
sin G jerning; i K jærlighed skal der opdrages, men og
saa i Alvor og i K raft.
Eli maa staa for os som et
advarende Eksempel, han, der paadrog sig Herrens Vrede,
fordi han nøjedes med lempelig Advarsel der, hvor der
skulde være anvendt den strængeste Tugt.
Vi maa
vogte os for al B lødagtighed, al Forkjælelse i Opdragel
sen, men frem for alt for den taabelige Indbildning, at
vi handle i Kjærlighed, naar vi lukke Ø jnene for Bør
nenes Fejl og lade det mangle paa fornøden Tugt.
Særlig vil jeg fremhæve et Tilfælde, hvor man tid t
fristes til Svaghed: naar vi ser Børnene gjøre sig skyl
dige i de samme Fejl, vi selv lide af. Her fristes man
saa let til a t vise Overbærenhed og Eftergivenhed i
Stedet for, at det burde være den alvorligste Paam in-
delse til a t skride ind, at ikke Børnene skulle lide Skib
brud paa de samme Skjær som vi selv; hvilken Tugt
og Paam indelse er ikke et saadant Tilfælde for os selv!
Herved mindes vi da ogsaa om et af de allervigtigste
P u n k ter i Opdragelsen: vor egen Selvopdragelse ved at
opdrage andre, idet vi altid vende Ordet og Form anin
gen alvorlig prøvende mod os selv og tale til vor egen
S am vittighed lige saa vel som til Børnenes.
Den punktlige og samvittighedsfulde Lydighed uden
Ræsoneren, der ubetinget maa fordres af Barnet, synes
a t ligge vor Tids alm indelige Opdragelse tem lig fjærn,
idet der er Tilbøjelighed til, at Børnene for tidlig faa
en Mening med og gjøre dereg Vilje gjældende, ja man
h ar endog set den Mening frem sat — og det er alvor
lig m e n t — , a t Børnene kun skulle gjøre og lære, hvad
de have Lyst til, at al Tvang er forkastelig. E t større
Fejlsyn paa Opdragelsen kan jeg ikke tænke m ig; mon