57 / 305
12
hver god Del, m an i sin Ungdom h ar nemm et og i
Livet ikke forglemt! Hvilken Tomhed m aa der dog ikke
være i et Menneskes Hjærte, der fra sit Hjem kun med
bringer verdslig Visdom og Klogskab, men ikke den
Visdom, som kan gjøre Meunesket vis til Salighed ved
Troen paa Jesus K ristu s; hvorfra skal et saadant Men
neske hente K raften i Kampen, Trøsten i Nøden og
H aabet i Døden?
Og nu du, som bærer Faders og Moders Navn, har
du ikke selv prøvet, hvilken underfuld Velsignelse og
Løftelse, der er i a t sidde hos de smaa, at lægge deres
Hænder sammen og lære dem at bede; h ar du ikke er
faret, hvilken forunderlig K raft der da kommer i Bøn
nen, er det da ikke, som om du kunde mærke, at
Bønnen bliver m odtaget med stø rre Naade af den him
melske F ad er?
Og var det end i de tunge Timer, du
sad ved Barnets Side og bad for det, stod det end k lart
for dig, a t det stundede mod Skilsmisse, og vort H jæ rtes
Glæde skulde visne for bestandig, thi Døden ud strak te
sin ubarm hjertige H aand efter dit Barn, hvor dejligt
var det da ikke at vide: M it Barn er gaaet forud for
m ig, men m in Bøn følger med; det kan ikke komme
til mig, men jeg skal en Gang komme til det! Og du
F ader og Moder, som elsker din Frelser, naar Timen
kom, da du ikke længer kunde have dit Barn hjemme,
men m aatte sende d et ud iblandt fremmede, har det da
ikke været dig en vidunderlig T røst a t vide, a t dit Barn
vel kom mellem fremmede, men ogsaa de elske den
samme Frelser, saa at det bedste fra H jemmet ogsaa
fandtes dér, hvor d it Barn drog hen?
Lad da os, som elske Jesus og have betroet vor
Sag til ham , skride til vor G jerning, troende i vort
H jæ rte og bekjendende med vor Mund og vort Liv, med
O rdet skrevet i vort H jerte: «Lader eders Lys skinne
for Menneskene, at de kunne se eders gode G jerninger