160 / 268
153
hun havde mig vel inden D ø r e ; thi hun havde
været paa Nippet til at lade gaa Bud til Kon
sulen for at fortælle ham, at jeg efter al Rime
lighed var kastet i Tiberen, da Posthuset laa
tæt derved.
Saaledes endte mine første to Udflugter i
Rom. Men senere har jeg mangfoldige Gange
besøgt Forum Romanum i Maaneskin, uden at
have lidt ringeste Overlast; thi de Bønder og
Hyrder, som slumre derude, er saa trætte af
Dagens Arbejde, at de ikke ænser den enlige
Nattevandrer.
Udmattet som jeg var af den lange Vandring,
faldt jeg i en tryg Søvn og vilde næppe tro
mine Øjne, da jeg henad Morgenstunden vaag-
nede; thi midt i Stuen stod Signora Rubiconda
i venskabelig Samtale med en tyk og trivelig
Munk, som i højre Haand holdt noget, der lig
nede en vældig Kost, medens han med venstre
pegede hen imod mig, der havde rejst mig i
Sengen.
Det syntes, som om Signora Rubiconda vilde
holde ham tilbage; men trods hendes Indsigelser
nærmede han sig mig og spurgte om noget,
hvoraf jeg kun forstod O r d e n e : Siete, bono
Christiano (er De god Kristen?). Da jeg nødig
vilde mishage Munken og endnu nødigere af