157 / 268
150
Jeg blev staaende ved Foden af Septimius
Severus-Buen, uvis om jeg skulde gaa længere
frem i denne uhyre, antikke Grav, der spøgelses
agtigt belystes af Fuldmaanens Straaler. Og dog
kan man ikke vælge nogen heldigere Belysning
til at se Forum rom a n um ; thi det grelle, det
sønderbrudte, det mishandlede, som Dagslysets
Straaler saa ubarmhjertig røber, svinder bort i
Maanens milde, ubestemte Lys. Døden og Maa-
nen hører jo sammen.
Langsomt vandrede jeg fremad, kom gennem
Titusbuen, hvor Pagtens Ark og den syvarmede
Lysestage endnu glimtede i Maanelyset som for
1900 Aar tilbage, og nu næ rmede jeg mig Ko-
losseum, fast besluttet paa at se det, inden jeg
vendte tilbage.
Men her kom Nutiden mig pludselig i Møde
paa en højst overraskende Maade; thi da jeg
nærmede mig den rødbuxede Soldat, som stod
ved Indgangen, fældede han pludselig Gevæ r
mod mig og spurgte om noget, jeg ikke forstod.
Da en Vincennes-Bajonet altid har noget impo
nerende ved sig, søgte jeg at gøre Manden be
gribelig, at jeg vilde ind i Kolosseet; men nu
bandede han ganske forfærdeligt paa sit Franske
og spurgte om noget, der for mig klang som
Permissioner.