156 / 268
149
Pladsen, og Kapitoliets Taarn tegnede sig saa
klart mod den lyse Nattehimmel, at jeg tydelig
kunde se den store Klokke, som kun sættes i
Bevægelse, naar Karnevalet begynder og naar
en Pave dør.
Der var en natlig Stilhed deroppe, som pludse
lig blev afbrudt ved tolv rungende Slag, der
fortalte mig, at Midnat var kommen. Jeg vidste
ikke hvorledes jeg skulde komme hjem. Jeg
tænkte ogsaa noget paa min skikkelige Væ rtin d e;
men at staa lige paa G rænsen af Forum uden
at se det, nej, det var umuligt! Jeg maatte
derud, og med en rask Beslutning steg jeg ned
ad den modsatte Terrasse, og nu pludselig laa
der for mit undrende Øje et Syn, som jeg aldrig
skal glemme.
Længst ude hævede Kolosseums mægtige
Ringmur sig i Vejret som en gigantisk, sønder-
brudt Fæstning, og ved Foden af den saa’ jeg
tydelig Resterne af Meta sudans og Toppen af
Konstantins Triumfbue. Til venstre de tre mæg
tige Hvælvinger af Konstantins Basilika, til højre
Titusbuen ved Foden af Palatinerbjerget, hvis
sønderbrudte Ruiner dækkedes af det yppigste
Grønt, og lige under mig laa det ældste Forum,
det Forum, for hvilket hele den antikke Verden
havde bøjet sig.