151 / 268
144
Akadem i“ førte Holbech mig hen til den Fon
tane, der staar mellem to skyggefulde Stenege,
og idet han spøgende stænkede lidt af dens
Vand hen over mig, sagde han: „Nu har jeg
døbt Dem, lad mig se, at De bliver en ægte
Romer som vi andre, og glemmer at være Skan
dinav. Vil De mig noget, kan De ved Middags
tid træffe mig i „Deutsche Kü c h e “, og efter
Ave Maria i „Chiavica del bufalo“, næ r ved
Propagandaen.“
Dermed hilste han og gik.
Da jeg efter et Besøg hos Collins sad ene i
min store romerske Stue, var jeg i en forunder
lig højtidsfuld Stemning. Je g nænnede ikke at
tænde Lys, men satte mig hen ved Vinduet og
stirrede op mod Aftenhimlen, hvor en stor
blinkende Stjerne straalede med en særegen
metallisk Glans, langt stæ rkere end den vi ken
der herhjemme. Nu var mine Ønskers højeste
Maal naaet; jeg sad i Rom omgivet af gode,
trofaste Venner og havde lige i Nærheden en
Familie, som jeg vidste ikke vilde svigte mig,
hvis jeg atter skulde komme i Nød. Jeg følte
mig dybt grebet af al den Skønhed, jeg havde