148 / 268
141
lige Jomfrus ubesmittede Undfangelse. Det skulde
ikke undre mig, om han ender med at forkynde
Verden sin egen Ufejlbarhed. Det kunde de
Herrer Je su iter vel nok faa ham til. Ja, saadan
gaar det i Verden, man begynder som Helt og
ender som Ærtekælling. “
„Hvem er den høje, mørke Mand, som Paven
nu taler m e d ? “ spurgte jeg, „han 'h a r et ækelt
Ansigt. “
„Aa ja! nogen Skønhed er han ikke, det har
han ganske overladt til sin Gemalinde. For
Resten er det Kongen af Neapel, som Hans
Hellighed har taget under sin særlige Beskyt
telse, skønt han hellere burde have sendt ham
paa Galejerne.“
Jeg lagde atter Mærke til, at et Par forbi-
gaaende holdt de to Fingre paa højre Haand
stift udstrakt mod Paven, da han paa ny lyste
Velsignelsen, og spurgte Holbech, hvorfor de
gjorde dette.
„Herregud, véd De ikke det,“ sagde han og
trak paa Skulderen. „Lagde De ikke Mærke til
Pavens smaa, kulsorte Ø jn e? Han har et under
ligt stikkende Blik, maaske fordi han er en lille
Smule skeløjet; men Romerne siger, at han har
„malocchi“. For at undgaa Virkningen af de
onde Øjne, maner de dem bort ved at stikke