150 / 268
143
Rotunden, var Vogntummelen forbi, og den store
Plads laa øde og tom i den begyndende Aften
skumring. Solen stod dybt i Vest og kastede et
gyldent Straalebundt op mod de violette og
orangefarvede Skyer, medens Korset paa Peters-
kirkens mægtige Kuppel syntes at tabe sig i
Aftenhimlens Guld.
Holbech drog mig hen til Rotundens Rand,
slog ud med Haanden og sagde paa en særegen
højtidelig Maade: „Se dette er Rom !“
Mit Blik foer fra Monte Marios luftige Højder,
hvor Villa Madama’s Ruder blinkede i Aften
solens Guld, hen over Piazza del Popolo med
sin mægtige Obelisk, og derfra videre til venstre
over Paladser og Kirkekupler, indtil det endelig
langt til venstre tabte sig i blaanende, disede
Skygger, hvori jeg intet bestemt kunde se.
Da sank Solen, alle Romas Kirker begyndte
at ringe til Ave Maria, Aftenhimlen svøbte sig
i et blinkende Skrud af orangefarvede Skyer,
der i violet og grønt smeltede sammen med den
store mørkeblaa Himmelhvælving, og uvilkaarlig
gentog jeg ved mig selv Holbechs Ord: „Dette
er Rom !“
Langsomt vandrede vi tilbage over Monte
Pincio, som nu laa øde og stille. Foran „Franske