154 / 268
147
Fuldmaanen var i Færd med at hæve sig op
over Hu senes Tage.
Je g gik ned ad „Spanske Trappe“, gennem
Condotti, og styrede mod P a n th e o n ; men her
slap min Visdom op. Forskellige snævre, mørke
og krogede Gader begyndte at krydse hverandre,
og da jeg saa godt som ingen Fodgængere
mødte paa min Vej, var jeg ganske afskaaret
fra at faa Kundskab om, hvor jeg var. Endelig
øjnede jeg en trivelig Munk, sommed en Bom
uldsparaply iHaanden listede af Sted i Læ af
Husenes Skygge; jeg styrede rask hen imod
ham og sagde, maaske noget pludselig: „Dove
é la via a la p o sta ?“
Det var en
forskrækkelig MundfuldItaliensk,
og Munken, der rimeligvis maa have forstaaet
det som: „La vita o la bu rs a !“ (Livet eller
Pengene!) gav et forfærdeligt Brøl og slog P ara
plyen op imod mig som et Skjold; men da jeg
viste ham Brevet, gled hans forskrækkede An
sigt over i det venligste Smil, og han pegede
ned ad den mørke Gade, hvis langt fra hin
anden fjernede Lygter syntes at tabe sig i det
uendelige.
Jeg vedblev at gaa, men Gaden fik ingen
Ende. Pludselig mundede den ud i en lille Plads
med et Springvand; her var tre Gader til be-
10
*