152 / 268
145
set, henrykt over at skulle skue endnu mere,
og da min skikkelige Værtinde endelig kom ind
med den trearmede romerske Lampe, besluttede
jeg at sende min Søster et Brev, og spurgte
Signoraen, hvor Posthuset var.
„De vil da ikke gaa ud n u ! “ udbrød hun
forskrækket. „De kan jo ikke se, og saa vil De
finde Posthuset, „Imbeciele“ !“
Uagtet jeg ikke ret forstod dette Ord, kunde
jeg dog formode, at det maatte betyde omtrent
det samme som det Bravo havde brugt den
første Aften, og ved Fingersprog forsøgte jeg at
forklare hende, at jeg godt kunde se med det
ene Øje, saa at jeg ikke var bange for at gaa
ud, selv om det var til Kolosseum.
„Il Coliseo!“ raabte hun forfærdet, „Madonna
mia! Hvad vil De i den gamle Kaserne? Loftet
er jo faldet ned og alle Vinduer slaaet ud for
længe siden. Ingen fornuftige Mennesker gaar
derhen m e re .“
Da jeg nu forsøgte at forklare hende, at Ko
losseum havde væ ret Roms største Teater, ud
brød hun indigneret, med begge Hænder i Siden:
„Og det vil De bilde mig ind! Tror De ikke,
at jeg véd, hvad et Teater e r? Jeg har været
tre Gange i „Argentina“ og véd nok, hvordan et
Teater ser ud. Nej, det er som jeg siger, Ko-
Vilh. Bergsøe: Eventyr i Udlandet.
10