127 / 681
114
BRANDFORSIKRINGEN 1731-1795
sererens 600 svarer i vore Dage til ca. 3500 og 1900 Kr., eller, naar der
ogsaa tages H en syn til P engen es K øbeevne, til endnu langt mere. Deres
rette B elysn ing faar Ta llen e, naar m an erindrer, at i 1740 havde Politi
m esteren i K jøbenhavn 500 Rd. og to Land sdomm ere i Odense h en
ho ld sv is 400 og 300 Rd. Paa samm e Tid maatte Byfogederne i A lm in
delighed nøjes m ed 20—30 Rd. om Aaret, H erredsfogederne m ed noget
lign end e, forøget m ed Udbyttet af en Bondegaard paa ca. 8 Tdr. Hart
korn . En Am tsforvalter kund e højst naa op til 150 til 200 Rd. T il
m ed forøgedes disse Lønn inger i Aarhundredets Løb kun i meget ringe
Grad; for den k jøbenhavn ske Politim ester saaledes m ed ikke m ere end
300 R d .1).
Spørgsmaalet om P en sion b lev ikke afgjort efter nogen a lm indelig
Regel, hverken m ed H en syn til Størrelse eller til hvem det paahvilede
at bære Udgiften. Som oftest var det de nyansatte, som i hvert Fald
en T id maatte underho ld e Forgængernes Enker. D enn e Byrde var langt
fra ringe. Saaledes maatte et Rud i 1752 af sin Løn paa 200 Rd. afgive
75 til sine 2 Forgængeres E n k e r 2) og Kassereren fra 1770 i 6 Aar af 500
ikke m indre end 200 Rd. Naar Enk en døde, sku lde 4 Døtre beholde
100 Rd., saa længe de var ugifte3). Bogholder Roeds P en sion udgjorde
300 R d .4). I det h ele viste Kassen sig dog ikke kneben . 1766 var der
bevilget hver af afdøde Kasserer Ribers 3 foræ ldreløse Børn en aarlig
Understøttelse paa 50 Rd., indtil de var fyldt 18 Aar5). Endnu 2 Aar
efter Fristens Ud løb fik alligevel en Søn af H en syn til sine Studeringer
Lov til at b eho ld e Understøttelsen , og Datteren til hun b lev gift6). Inter
essen terne viste sig, den Gang som ogsaa senere, ved tiere Lejligheder
m ere liberale end D irek tionen . Medens saaledes denne i 1784 foreslog at
yde 200 Rd. til Hjælp ved forhenvæ rende D irektør og B ogholder Rechs
Begravelse, forhøjede G eneralforsam lingen Bidraget til 300 R d .7).
*
T il de store afgørende Forandringer, som i Løbet af det 18. Aar-
hundrede havde flyttet Tyngdepunktet i Brandforsikringens L edelse fra
Magistraten over til In teressentskabets valgte B estyrelse, svarede langt
fra Æ ndringer i de for selve Forsikringsvirk som h eden til Grund lig
gende Principper. Naar undtages T ilbøjeligheden til af den øk onom isk e
Fremgang at drage den størst mu lige øjeb likkelige Fordel, mærkedes
først og fremm est en forsigtig Stræben efter saa vidt mu ligt at bevare
den en Gang indførte T ilstand og alene gennem føre de
Re f orme r ,
som
den daglige Erfaring viste var absolut nødvend ige.
Der findes saaledes ikke noget Tegn til, at m an indsaa det urim e
lige i at kræve den samm e Præm ie af alle E jendomm e uden at tage
H en syn til deres større eller m indre Brandfarlighed . Man kom derved
bag efter Udvik lingen i Ud landet, ikke b lot efter England , som i lange