139 / 681
126
BRANDFORSIKRINGEN 1731-1795
som krævede en nøjagtigere R ev ision , lod den det hele frem træde som
Bestræbelser, der i ingen H en seender faldt uden for de h id tid ige Ram
mer. Magistraten lod sig dog ikke skuffe. I hvert Fald indehold t dens
S va r1) ikke den ringeste Ind rømm else. R ev ision en fandt m an fuldt for
svarlig og ligeledes P engen es Anbringelse, som foregik efter ganske de
samm e Regler, der f. Eks. anvendtes over for Um ynd iges Midler, og
som havde vist sig saa held ige, at der i de sidste 7 Aar kun var tabt
208 Rd. K onk lu sionen b lev derfor en Opfordring til at opretholde den
h idtid ige Ordning.
Kancelliet bøjede dog ikke af, m en fandt det nu nødvend ig t at
komm e frem med den virkelige H en sig t2). Mere end en Tredjedel af
Kassens F orm u e dristede det sig ikke til at kræve anbragt i Jordegods,
m en m en te ogsaa, at dette v ild e være højst fornøden t, om Brandfor
sikringen , hvis en større Ildebrand paakom , sku lde være i Stand til
at bringe de brand lidte en virkelig Hjælp. Naturligvis var Kancelliet
ikke blind for, at pludselige Opsigelser vilde m edføre et alm indelig t
Prisfald, og øn sk ed e derfor blot, at m an for F rem tiden anbragte de
d ispon ib le Midler uden for Byen. I)et befalede Magistraten at op lyse
In teressen terne om F ord elene ved en saadan Forhold sregel sam t til
kendegive dem , at det var Kongens udtrykkelige Vilje, det gjaldt at
efterkomm e.
A lligevel viste det sig, at Brandforsikringen ikke v ild e give efter.
Først knuste m an Modstanden inden for sin egen L ejr3). B landt For
slagsstillerne var ikke m indre end 4 af de D eliheration skomm itterede:
Adm iral Hooglan t, Etatsraad Falbe og Konferensraaderne Ryberg og
Müller. Nu maatte de paa et Møde gøre Rede for deres Anker. 2 af
dem , Falbe og H ooglant, udeb lev og sparedes derved for den Ydmygelse,
som overgik Ryberg og Müller, at maatte erkende, at de »af den Om
gangs Maade, der bruges ved M idlernes Udsæ ttelse . . . . havde erfaret,
at ingen bedre . . . kunde udfindes«. Derefter opsatte D irek tionen en
længere B etænkn ing4), i hvilk en den gjord e Rede for a lle'Indvend inger.
Byen s Vel maatte kræve, at der altid var en vis Kapital til Stede, som
kunde anbringes i Prioritetslaan , da ellers Priserne vilde falde paa en
skæbnesvanger Maade. Da de private Kapitalister foretrak at anbringe
deres Penge i Asiatisk Kompagni eller i Statslaan, m ed en s den private
Enk ekasses Midler, i alt ca. 1400000 Rd., alene m ed Undtagelse af 40 000
var anbragt i Jordegods, var P engem ang len allerede nu saa stor, at der
stadig ved T erm instiderne indkom 10 Gange saa m ange Begæringer om
Laan, som m an kund e im ød ekomm e. B lev Summ en yderligere fo r
m indsket, vilde selv fø lgelig et betydeligt Prisfald være en nødvend ig
Følge. Med H ensyn til B randforsikringens In teressenter kunde alle de,
som havde Prioritetslaan af Kassen, i Stedet for Erstatning faa Obliga
tionen tilbageleveret. For de øvrige maatte det ganske vist ind rømm es