141 / 681
1 2 8
BRANDFORSIKRINGEN 1731—1795
overskuelige F o rand ring e r, raadede de r i A lm indelighed en Tilbøjelig
hed til at give den æ ldre O rdn ing F o rtrin n e t. Alligevel kunde det ikke
væ re andet, end at de r i T idens Løb m aatte vise sig mange Tilfælde,
som ikke v a r fo rudset i Ano rdn ingen af 1733 og derfo r krævede T il
føjelser og Æ n d ring e r. Inden for disse G rænser v a r m an he lle r ikke
bange for Reformer, m en sørgede stadigt for at supp lere de h idtil gæl
dende Bestemmelser.
Fø rst og fremm est g ja ld t det F o rsk rifte rne for V u rderingsfo rret
ningerne. Paa dette Om raade m ød te m ange Vanskeligheder. Det va r
f. Eks. et groft Sløseri, n a a r Kassens Vurderingsmænd ganske oversaa,
at et Hus v a r opført af G ru n dm u r1). Vigtigere v a r det dog, at D irek
tionen lige fra første Fæ rd m aatte føre en h a a rd n ak k e t Kamp med
In te ressen te rnes Bestræbelser for af Hensyn til P rio rite tslaanene at faa
E jendomm ene v u rd e re t saa hø jt som paa nogen Maade m u lig t2). Ikke
sjæ ldent va r V u rde ring smændene alt for villige til at rette sig efter disse
Ønsker og blev a ab en b a rt ikke h in d re t deri ved Næ rvæ relsen af de to
D irek tø re r. Det eneste Middel de rim od va r at sikre Kassen retsindige
og uafhængige H aandvæ rksm estre. F o r at opnaa dette og h ind re , at de
sku lde vokse sig alt for fast i Stillingen og som Følge af det stigende
Kendskab til B rand fo rsik ringen s In te ressen te r blive mere tilbøjelige til
at im ødekomm e deres Ønsker, blev der i 1735, netop da en lang Række
Misbrug va r komm et for Dagen, truffet den Bestemmelse, at m an for
F rem tid en overhovedet ikke vilde ansæ tte faste V u rderingsmænd , men at
Hvervet for eet Aar ad Gangen skulde skifte mellem M edlemmerne af
de 2 in teresserede Lav, M urernes og Tøm re rnes, idet det paahv ilede
Magistraten hve rt Aar at udpege de to M estre3). Denne Ordning, gen
taget 17534), va r de rpaa i Kraft til 1768, da vel sagtens det p rak tiske
Hensyn, at faste Vu rderingsmænd kunde e rhverve sig en ganske anden
Indsigt end de hve rt Aar skiftende, bevirkede en T ilbagevenden til den
gam le O rdn ing5). Sam tidig søgte man selvfølgelig gennem kraftige Paa-
m indelser at ho lde Vurderingsmændene til at gøre deres Pligt og ind
skæ rpede dem , i hv ilken Grad for høje V u rderinger v a r til Skade for
begge P a r te r 6): F o r B randkassen , der i Tilfælde af, at E jendomm en blev
fuldstændig ødelagt, kom til at udbetale en for sto r E rsta tn ing , og saa-
frem t den tilstod P rio rite tslaan , ikke havde S ikkerhed for Pengene, — og
for Husejeren , der, hvis hele V u rderingssumm en forsikredes, m aa tte be
tale en for sto r Præm ie.
Næstefter at sikre Kassen paalidelige Vu rderingsmænd v a r det en
vigtig Sag efterliaanden at faa udarbejdet stadig udførligere Anvisninger
for deres Arbejde. Funda tsen af 1733 havde kun foreskrevet Haand-
væ rk sm estrene at holde sig til selve Bygningen, dens G rund og Gaards-
plads, m en slet ikke b e rø rt den næ rm e re F remgangsm aade. Dette skete
for første Gang i 17357). Det va r karak te ristisk for denne Anvisning,