55 / 193
GENOPBYGNINGEN AF KØBENHAVN EFTER BRANDEN
I 1728
5 3
tedes af kongen, både til i første omgang at fastholde kravet om
grundmur (kongen siger i befalingen fra 18. marts 1729, at han har
»ladet sig berette«, at det kun er lidt dyrere end bindingsværk)51 og
senere til at tillade bindingsværksbaghuse.
Knud Voss konkluderer på det sidste punkt således: »Naar der i
den følgende Tid opførtes et meget stort Antal Baghuse af Bindings
værk, hvoraf en betydelig Del endnu er bevaret, skyldes det indirekte
Krieger, direkte naturligvis Kongens Bestemmelse og Indbyggernes
Fattigdom, men Reventlow var dog den, der tog Initiativet, som
skabte den lovformelige Forudsætning for disse Baghuse«.1’2
Samarbejdet mellem Reventlow og bygningskommissionen blev
hurtigt dårligt. I juni måned klagede Reventlow i et brev til kongen
over, at kommissionen ikke ville samarbejde med ham, ikke besva
rede hans forespørgsler og ikke i tilstrækkeligt omfang førte det tilsyn
med byggeriet, som det var pålagt dem at føre. Reventlow næsten
tryglede Frederik IV om hjælp. Resultatet blev et irettesættende brev
til kommissionen, der bl.a. blev bebrejdet, at den endnu ikke havde
afsluttet afmærkningen af de gadelinier, der var blevet fastlagt den
2. maj s.å., og at de havde ladet de gamle pæle, der var blevet an
bragt i overensstemmelse med gadereguleringsforslaget fra 18. de
cember 1728, stå, så grundejerne ikke kunne finde ud af, hvilke
pæle de skulle rette sig efter.1’3
Det fremgår af flere lignende klageskrifter fra Reventlow til kon
gen, at forholdet mellem bygningskommissionen og Oberdirekteuren
ikke blev bedre. Det er stadig manglende samarbejdsvilje og forhaling
af sagerne fra kommissionens side, der præger forholdet. Reventlows
arbejde blev desuden generet af ledende folk i centraladministratio
nen, idet oversekretæren i Danske Kancelli, Christian Møinichen, og
storkansler U. A. Holstein modarbejdede og forsinkede Reventlows
forslag, når de blev forelagt dem til udtalelse.54 Når hertil lægges, at
kongen på grund af tiltagende svagelighed tog mindre og mindre
del i styret, bliver Reventlows isolerede stilling klar.
Efter tronskiftet i oktober 1730 skete der en del personskifter i de
højere stillinger, og blandt de først afskedigede var Reventlow. For
Københavns genopbygning var hans afsked næppe noget tab. Trods
hans store dygtighed og energi var der kun kommet lidt ud af hans
anstrengelser. Han havde nok formået at trænge igennem med nogle