21 / 73
tiden, og bliver det vansiret, kommer Skam
men over os. Derfor er det, jeg ønsker skær
pet kunstnerisk Tilsyn.
FORFATTER SOPHUS MICHAÉLIS:
Det skal som bekendt være meget svært at
omgaas varligt med de berømte tre Ønsker,
som Eventyrets Fé tilstaar i sin allerhøjeste
Naade. Inden man ved et Ord deraf, er Øn
skerne opbrugte uden i Virkeligheden at have
indbragt den allerringeste Lykke. Det ene Øn
ske har ødelagt det andet, og tilsidst sidder
man med den usle
status quo
i de tomme
Hænder.
Heldigt er det da, at Hovedstaden ikke faar
sin Forskønnelse gratis paa Ønsketallerkenen,
men Skridt for Skridt maa kæmpe for sine
Maal og forme sine Idealer. Et stort Maal vil
allerede være vundet, blot den offentlige M e
ning altid holder sig vaagen dg er sig bevidst,
i hvilken Retning disse Idealer skal søges:
Fortidens Fejl og Dumheder maa ikke gøres
om igen. Naar alle nu kan se, hvor ilde de
sidste Generationer har handlet med Byen og
dens Skønhed under Omdannelser og Udvi
delser, bør det simpelt hen være utænkeligt
fremtidig at gaa til Værks medsamme Hensyns
løshed og Kortsynethed. I de kommende Aar
vil Opgaverne melde sig i Massevis, baade i
Byens Periferi og i dens Centrum. Spørgsmaa-
lene om Christianshavns Voldterræn og om
Kastellet begynder at fænge; af endnu større
Vigtighed er den nærforstaaende Ordning og
Udnyttelse af det ledigblevne Banegaards-
terræn.
En Vandalisme som den, hvormed for en
Menneskealder siden »Søerne« behandledes,
maa ikke gentage sig. Her som intet andet
Sted ønsker man med blødende Hjerte, at gjort
Gerning lod sig ændre, og at noget af den
tabte Skønhed lod sig vinde tilbage. Intet andet
Sted havde der som her været Mulighed for
at redde den voksende By et Stykke Naturskøn
hed og give den en passende harmonisk
Ramme. Det er til at græde over, naar man
tænker paa Idyllen fra
K
ø bke s
Dage. Natur
ligvis kunde Bebyggelse omkring Søerne ikke
undgaas, men mellem saa hæslige Husrækker
burde dette frie og aabne Søbælte ikke være
klemt inde. Og selve Sø-Idyllen burde aldrig
være lagt i saa stiv og ynkelig en Spændetrøje.
Nu »reguleredes« Bredderne efter Lineal, de
bugtede Stier med Græs, Buskadser og Fugle
liv forsvandt, og tilbage blev de store, kantede
og kolde Bassiner, der kun minder om Vand
værks-Reservoirer og ikke om Indsøer. Det
hele Bælte er totalt misforstaaet og forkvaklet.
Det kan, trods Broerne, ikke illudere som Flod,
thi der er intet Flodleje mellem høje Bredder,
ingen dristige Brobuer, som spænder over en
Strøm; det hele er for fladt og stillestaaende.
Det ser hverken ud som Sø eller Flod, kun
som Bassin. Og dog kunde Sø-Karakteren væ
ret opretholdt lige saa godt som ved de Stum
per Voldgrav, der blev tilbage i Ørstedsparken
og i Østre Anlæg. Trods alt har dog denne Sø-
Strækning endnu en egen Skønhed. De store
Vandflader spejler Sol ogH imm el i stemnings
fuldt Vekselspil. Naturen hjælper sig selv, om
ogsaa Menneskene tilstudser og raserer den
efter en Lineal. For Øjeblikket er det Himlens
frie Fugle — Maager og Terner og Ænder — ,
der besørger Forskønnelsen. Men Fantasien
forestiller sig, hvad en idérig Havearchitekt
kunde faa ud af dette Søbælte, om han fik Lov
at bryde de stive Linier, at bugte og levende
gøre Bredderne, at fylde ud og beplante, at
genvække Idyllen og at lægge Naturen som
en yndefuld Dal tværs igennem Byens Sten
kolosser. Ikke uden Grund regnes det i Japan
for noget nær den fineste Kunst at være Have-
og Landskabskunstner, at benytte et nok saa
lille Terræn og dets naturlige Muligheder til
at skabe et Naturpust af Stemning, at aabne
en Plet Jord for Plantelivets rigeste Fantasi og
for Himmellysets, Solens og Maanens lune
fulde Skalaer af fortryllende Belysninger. Og
man behøver ikke at gaa saa fjernt som til
Østen, man behøver blot at tænke paa det
Stykke Vidunder af Natur, som New Yorks
Central-Park har fremtryllet af Byens Klippe
grund midt i Skyskrabernes Ramme: et Net
af fuldkomne Automobil- og Spadsereveje midt
inde i en Klippeskov med Bregner og Rhodo-
dendrer og med herlige Træer, befolkede af
springende
Egern.jjIkke Vandbassiner, men Søer igen — Frem
tidsmusik! Ingen Frygt for, at dette Ønske
skal blive altfor snarlig opfyldt. Men Ønskerne
har dog deres Mission. Naar de breder sig,
og en hel By bliver enig om at ønske det
samme, saa sker det tilsidst.
*
*
*
Kjøbenhavn er efterhaanden bleven en mo
numentrig By. Der er dem, der synes, at M o
numenterne snarest er for mange og navnlig
for daarlige. Monumenter er oprindelig be
stemte for Kirkegaarde — det er Mindesmær
ker, som passer bedst paa Steder, hvor man
gaar hen, naar man har Trang til at mindes
de Døde. En levende By maa ikke blive en
Kirkegaard med Monumenter for Per og Povl.
Per og Povl skal have deres Mindesmærker