LUDVIG FEILBERG
OG HOVEDSTADENS SKØNHED
v e d
V
i g g o
C
a v l i n g
F
AA har som afdøde
L
u d v i g
F
e i l
-
b e r g
haft Blik for Hovedstadens
Skønhed og Poesi, færre har været i
Stand til saa smukt og skarpt at ana
lysere de modtagne Indtryk.
L
u d v i g
F
e i l b e r g
færdedes, ligesom
Danmarks anden store Filosof,
S
ø r e n
K
i e r k e g a a r d
,
gerne paa Gader og
Stræder. Han skriver:
»Gaden er et fortræffeligt Laboratorium for
den, der vil overtænke noget, fange en Idé eller
lægge en Plan. Man holdes »oppe«, hindres fra
at tænke sig snæver«.
At selve Gadebilledet sætter hans
Tanker i Bevægelse, derom vidner
følgende lille Citat:
»Imorges, jeg gik over Højbro, saa jeg et
Glimt af den levende Oprindelighed. Det var
Solen, der brød frem gennem Taagen som en
Ildebrand paa den ellers graa Himmel lige bag
Taarnet paa Frederiks Kirke. Det satte ligefrem
Ild i Sindet. Jeg fik med eet saadan en Lyst til
at rejse«.
Men det er ikke alene Rejselyster,
Filosofen faar paa sine Vandringer
gennem Byen. Han skriver:
»Kender du det, at der kan være bestemte
Steder paa en Vej, hvor man altid faar Lyst til
at tænde sig en Cigar? Inden Sortedamsgade
blev forlænget forbi St. Hansgade, greb jeg mig
stadig i, at jeg kort efter at være kommen fra den
brede Gade ind paa den smalle, fredelige Dos
sering halede minTobak op af Lommen. Det er
Steder, der er i Besiddelse af et aandeligt Ind
hold, uden at der er blevet sagt noget derom
endnu, og som man af den Grund endnu kan
nyde uden at gaa i Kredsgang«.
I den nydelige Analyse »Holbergs
Træ i Fiolstræde« (1882) staar der:
»Det er en Søndag Aften efter en smuk Dag.
Der er stille i Gaden. Alle Butiksvinduer er til
skoddede; man hører enkelte Fodtrin fra de faa
Mennesker, der ikke i Dag har været i Stand til
at søge Skoven. Ingen Vognrummel, ingen Støj
overdøver Lyden af de enlige, skarpe Anslag
mod Flisen; man hører Resonantsen mellem
V. Aarg. 1915 Nr. 1
Husenes høje Rækker efterhaanden tabe sig
ned ad Gaden. Der er som noget uddødt ved
Byen. En Gang imellem afbrydes Stilheden
ved, at en eller anden Borgerfamilie kommer ja
gende gennem Gaden i en Char-å-banc med
grønne Grene fra Skoven og holder stille uden
for et Hus, hvor Selskabet under Latter, Fjas og
gentagne Godnatter skilles ad eller forsvinder
i Huset. Saa er der atter stille. De lukkede Bu
tikker, Metropolitanskolens soltørrede Mure,
der ligesom endnu fortæller om den Hede, det
var i Middags, og hvor trykkende det var i By
en om Sommeren, alt vidner om, at Folk er helt
andre Steder henne. Byen er egentlig ret ejen
dommelig en saadan D ag ; der er noget klassisk
ved den. Det er, som om den stadige Tanke om
Skoven bevirkede, at den syntes mere byagtig
end sædvanlig.«
Denne fine Skildring afstemningen
i Kvarteret om Frue Plads en Som
mer-Søndag Eftermiddag er vistnok
uovertruffen, og dogstaarFEiLBERGret
fremmed for den indre By. Det er Fre
deriksberg, der har hans fulde Hjerte.
I den smukke Frederiksberg Have og
i de omgivende Alléer er der Fred og
Ro for Tænkeren, her opdager han
det, der for ham er det hemmeligste
og største i Livet, »Naturudviklingens
Ansigt« ,han spaserer langs Kanalerne
og leder efter Spor af det ældste Fre
deriksberg , og han slutter gerne sin
Spaseretur hos
J
o s t y
.
»Der kommer forholdsvis meget faa Subjek
tivister (Stormennesker) og Kulturfigurer (0 -
stergadefolk) hos Josty«, skriver han. »De pas
se ikke i Landskabet, kede sig iblandt alle disse
»gamle Tanter« og gaa hellere et Sted hen, hvor
der er Musik. Gaar man ind i en af de smaa
Folkebeværtninger i Pilealléen (Tehaverne),
hvor den Frederiksbergske Tone maaske aller
mest er fremtrædende, er det forundrende, saa
lidt Subjektivitet, der træffes. Alle disse store re
aktionsparate Skikkelser fra Gaden, som man i
høflig Ængstelighed sniger sig forbi af Frygt for,
hvad der kan hænde, ere ikke til Stede herinde,
eller ogsaa ere de bievne omskabte, idet de
traadte ind. Man ser kun rare, skikkelige glade,
1