Forskønnelsen

LUDVIG FEILBERG

OG HOVEDSTADENS SKØNHED

v e d

i g g o

a v l i n g

AA har som afdøde

u d v i g

e i l

b e r g

haft Blik for Hovedstadens

Skønhed og Poesi, færre har været i

Stand til saa smukt og skarpt at ana

lysere de modtagne Indtryk.

u d v i g

e i l b e r g

færdedes, ligesom

Danmarks anden store Filosof,

ø r e n

i e r k e g a a r d

gerne paa Gader og

Stræder. Han skriver:

»Gaden er et fortræffeligt Laboratorium for

den, der vil overtænke noget, fange en Idé eller

lægge en Plan. Man holdes »oppe«, hindres fra

at tænke sig snæver«.

At selve Gadebilledet sætter hans

Tanker i Bevægelse, derom vidner

følgende lille Citat:

»Imorges, jeg gik over Højbro, saa jeg et

Glimt af den levende Oprindelighed. Det var

Solen, der brød frem gennem Taagen som en

Ildebrand paa den ellers graa Himmel lige bag

Taarnet paa Frederiks Kirke. Det satte ligefrem

Ild i Sindet. Jeg fik med eet saadan en Lyst til

at rejse«.

Men det er ikke alene Rejselyster,

Filosofen faar paa sine Vandringer

gennem Byen. Han skriver:

»Kender du det, at der kan være bestemte

Steder paa en Vej, hvor man altid faar Lyst til

at tænde sig en Cigar? Inden Sortedamsgade

blev forlænget forbi St. Hansgade, greb jeg mig

stadig i, at jeg kort efter at være kommen fra den

brede Gade ind paa den smalle, fredelige Dos

sering halede minTobak op af Lommen. Det er

Steder, der er i Besiddelse af et aandeligt Ind

hold, uden at der er blevet sagt noget derom

endnu, og som man af den Grund endnu kan

nyde uden at gaa i Kredsgang«.

I den nydelige Analyse »Holbergs

Træ i Fiolstræde« (1882) staar der:

»Det er en Søndag Aften efter en smuk Dag.

Der er stille i Gaden. Alle Butiksvinduer er til

skoddede; man hører enkelte Fodtrin fra de faa

Mennesker, der ikke i Dag har været i Stand til

at søge Skoven. Ingen Vognrummel, ingen Støj

overdøver Lyden af de enlige, skarpe Anslag

mod Flisen; man hører Resonantsen mellem

V. Aarg. 1915 Nr. 1

Husenes høje Rækker efterhaanden tabe sig

ned ad Gaden. Der er som noget uddødt ved

Byen. En Gang imellem afbrydes Stilheden

ved, at en eller anden Borgerfamilie kommer ja 

gende gennem Gaden i en Char-å-banc med

grønne Grene fra Skoven og holder stille uden

for et Hus, hvor Selskabet under Latter, Fjas og

gentagne Godnatter skilles ad eller forsvinder

i Huset. Saa er der atter stille. De lukkede Bu

tikker, Metropolitanskolens soltørrede Mure,

der ligesom endnu fortæller om den Hede, det

var i Middags, og hvor trykkende det var i By

en om Sommeren, alt vidner om, at Folk er helt

andre Steder henne. Byen er egentlig ret ejen

dommelig en saadan D ag ; der er noget klassisk

ved den. Det er, som om den stadige Tanke om

Skoven bevirkede, at den syntes mere byagtig

end sædvanlig.«

Denne fine Skildring afstemningen

i Kvarteret om Frue Plads en Som

mer-Søndag Eftermiddag er vistnok

uovertruffen, og dogstaarFEiLBERGret

fremmed for den indre By. Det er Fre

deriksberg, der har hans fulde Hjerte.

I den smukke Frederiksberg Have og

i de omgivende Alléer er der Fred og

Ro for Tænkeren, her opdager han

det, der for ham er det hemmeligste

og største i Livet, »Naturudviklingens

Ansigt« ,han spaserer langs Kanalerne

og leder efter Spor af det ældste Fre

deriksberg , og han slutter gerne sin

Spaseretur hos

o s t y

»Der kommer forholdsvis meget faa Subjek

tivister (Stormennesker) og Kulturfigurer (0 -

stergadefolk) hos Josty«, skriver han. »De pas

se ikke i Landskabet, kede sig iblandt alle disse

»gamle Tanter« og gaa hellere et Sted hen, hvor

der er Musik. Gaar man ind i en af de smaa

Folkebeværtninger i Pilealléen (Tehaverne),

hvor den Frederiksbergske Tone maaske aller

mest er fremtrædende, er det forundrende, saa

lidt Subjektivitet, der træffes. Alle disse store re

aktionsparate Skikkelser fra Gaden, som man i

høflig Ængstelighed sniger sig forbi af Frygt for,

hvad der kan hænde, ere ikke til Stede herinde,

eller ogsaa ere de bievne omskabte, idet de

traadte ind. Man ser kun rare, skikkelige glade,