Mennesker, der alle synes stemte til Løjer. Der
er noget forunderlig dansk derinde.«
Intet bringer
F
e il b e r g
mere i Har
nisk endTanken om deAttentater, der
gøres mod hans kære, gamle Frede
riksberg. Han skriver:
»Lad os engang rigtig se, hvorledes man i
vore Dage værner om saadan en national Skat.
Dér har man gjort Begyndelsen ved at omdan
ne Slottet til Kaserne. Dér har man revet den
gamle af vidunderlig historisk Skønhed væren
de Jostypavillon ned og rejst en ny i Pariserstil,
som der skal Smedemestre og Bagere til at se
Fremskridtet i. Dér har man bygget høje 4-Eta-
ges Huse i den første Trediedel af Pilealléen
og dermed beskaaren den dejlige historiskeUd-
sigt, der Slægter igennem har været Nationens
Stolthed. (Da dette skete, fandt man det dog for
groft, og der fremkom Klager i Bladene, der
havde til Følge, at det sidste Hus i Rækken kun
fik 3 Etager. Derved opnaaedes for saa vidt en
Bevarelse af Udsigten, som man nu akkurat
kan se Kirketaarnene paa Kristianshavn imel
lem Skorstenene paa det nævnte Hus. Et ko
misk Udslag af hjemlig Hensyntagen til Aands
livets Fordringer. Man kan ikke lade være at le,
naar man faar Øje paa disse Kirketaarne fra
Bakken. Og nikke til dem: Skaal, Du gamle! Vi
kunne godt se Dig). Og dér er man gaaet hen
og har fældet den Trærække paa Ekscerserplad-
sen, der siden Havens Anlæg har været en Glæ
de for Slægt efter Slægt, naar man om Aftenen
sad oppe paa Bakken og glemte Tiden ved den
vidunderlig fine Udsigt, en Aftenstemning, der
er besunget af Digtere, og som vil mindes i Kær
lighed af alle dem, der have set dette Sted i sin
Glanstid, før det blev mishandlet af den moder-
neTids Røgt. Og hvorfor blev saa dette Hærværk
bedrevet? For at der kunde skaffes Plads til nog
le militære Materialskure, der ødelægger den
sidste Rest af Udseendet. Der hører en ganske
ejendommelig aandelig Raahed sammen med
kynisk Ugenerthed til at øve slig Bedrift. Man
ved meget godt, hvilken Vægt der lægges paa
disse Træer og paa denne Udsigt fra andre
Menneskers Side; men man er lige glad. Saa
maa Folk søge deres Æstetik paa andre Steder.
Der er noget af en Folke-Skamplet i saadan et
Træk. Hvad maa udenforstaaende tænke, der
se sligt? At her bor et Folk, der ikke er i Stand
til at skelne mellem fint og simpelt, ikke forstaar
at værne om sirfe aandelige Værdier. At fælde
de Træer var — hvor ringe Sagen end kan
synes at være — i mere end een Betydning en
Fortræd, der blev gjort Nationen.
Det er tydeligt, at Frederiksberg er i Færd
med at blive betragtet som et gammelt Over
drev, som det nu kunde være paa Tide at faa
omdannet paa »tidssvarende« Maade. Ordet
»tidssvarende« er noget, der for moderne dansk
Bevidsthed staar som noget ærefrygtindgyden
de stort, hvorfor alle bøje sig.
Nylig have vore Blade bragt en for Frederiks-
bergs Historie vigtig Meddelelse: Til næste Aar
skulle alle de gamle Beværtningshaver i Pile
alléen falde. »Vand-paa-Maskinernes Tid er
forbi«, tilføjer Bladet lakonisk. Man veed meget
godt, hvad det er for en Sorg for mange Menne
sker at læse denne Efterretning, hvilke Øjestene
disse smaa Huse i en lang Aarrække have været
for den ud over Tidsbevægelsen interesserede
Del af Befolkningen, man ved meget godt, hvor
dan der i Sommertiden næsten ikke gaar en Dag,
uden at en eller anden Maler er i Færd med at
male dem eller en Amatørfotograf med at »tage
dem«, og hvorledes et for gamle, fine Minder
skønsomt Publikum om Sommeraftener sidder
i de gamle Haver med Lys paa Bordene til Pil
lekartofler med Løgsauce, glædende sig over
denne sidste Rest af en vis Tidsperiodes Histo
rie, der endnu er tilbage paa dette ene Sted i Kjø-
benhavn; men det hjælper altsammen ikke.
»V^nd-paa-Maskinernes Tid er forbi. Plads for
Tiden! Man skal ikke kunstig opretholde Ting,
der have overlevet sig selv. Man skal ikke staa
i Vejen for Forkrænkeligheden.« Meget rigtigt!
Men det kommer an paa, om de paagældende
Ting virkelig have overlevet sig selv, om de
ikke have det allermest levende og virknings
fulde Ord, de skulle have sagt, netop lige i Øje
blikket. Det kommer an paa, hvori man ser For
krænkeligheden, om det er i Sten og Træ eller i
det aandelige Indhold. Om det ikke er »Tiden«,
der i nærværendeTilfælde er allermestforkræn-
kelig. Om det i det hele taget ikke er vor mo
derne Tid, der paa mere end et Omraade kunde
trænge til en grundig Revision.«
Saaledes skrev
L
u d v ig
F
e il b e r g
kort
forinden sin Død. — Hans Ord lever
endnu. De har Bud til os alle.
2
EØBEHHåVNS'
EGEI£UEEBI3LI0?BEEt