196 / 318
Nu paabødes det, at Pillerne mellem dem skulde være mindst 1 Alen bred,
et Krav, der dog siden nedsattes til 21 Tomm er fo r Huse, der ikke var over
12 Alen brede.
Og Bygningerne paa denne Størrelse fik ligeledes Tilladelse til at nøjes
m ed skraa H jørner paa S1^ Alen. Mens alle H jørnehuse tidligere havde været
bygget
ud paa Grunden med Murene i skarpe Vinkler, var det nemlig
blevet bestemt, at samtlige H jørner skulde »brækkes« paa 5 Alen, naturligvis
fo r at lette Passagen i de snævre Gader. Disse skraa H jørner danner stadig
et gennemgaaende Træk i Københavns Gadebillede.
Bygningernes Udseende tog man sig i denne Omgang ikke a f; tværtimod
hed det: »hvilken Højde, Vedkommende forresten kunde efter Forgodtbefin
dende anvende til saa mange Etagers Indretning, som ske kunde«. Men
siden 1/28 havde nye Arkitekturmoder, B okokoen og derpaa Klassicismen,
vist sig i Hovedstaden. Man tilstræbte Bo og Enkelhed, i h øjere Grad end
under den trods al Begularitet farveglade Barok, og dette havde allerede fø r
Branden fundet Udtryk i den Krig, der var indledt netop m od de i mange
Kulører og med malede Dekorationer prydede Kvisthuse. Endnu faa Aar fø r
Branden fandt disse dog stadig behjertede Forsvarere, der gik til Angreb
m od den overhaandtagende Mode at hvidte Husene udvendig, en Mani,
som mere og mere greb om sig, saa man til Slut maatte tro, »at København
er forflyttet til Møens Klint«. Man fandt det skrækkeligt, om den nye Kalk
m ode skulde sejre og Byen virkelig miste »det behagelige Udsyn over en
Bække buntede, mangehaande farvede Huse«.
I Byggeperioden efter Branden og til omkring Aarhundredskiftet var
Hvidtekostens Tilhængere derimod i Majoritet. Nu havde den klassiske Smag
sejret, og der protesteredes mod, at de stærke Kulører, »denne latterlige
Grille«, prægede Gadebilledet.
Det hjalp ikke stort, at man fra modsat Side krævede Politiet sat i Ak
tion, ford i de lividtstraalende Huse kunde give Anledning til Ø jensygdomme!
Men man kunde trøste sig med, at »Gadernes Støv, Skorstenenes Bøg og
fugtige Uddunstninger« hurtigt forvand lede det Hvide til en »smudsig, styg,
graa og sortagtig Farve«, og praktiske Hensyn banede derfor Vej fo r det
afdæmpede, graalige Gadebillede, hvori København i Frederik VI.s Dage
faldt til Bo.
Der var stor Forskel baade paa Udseende og Kvalitet af de efter Branden
ILDEBRANDE
»Ildebrandshus«.
H u s paa H jørnel af K rystalgade og
Fiolsiræde, opført 1734 paa en Toml
efter Branden 1728 og skaanet under
Bombardementet 1807.
Krav om brudte H jørner,
se f. Eks. Fig. S. 192.
Hugo Matthiessen: »K øb en
havnske Gader«, S. 51.
Bruun III, S. 748.
1 9 0
BRANDEN 1795