DetKongeligeVaisenhuus_

telse. Im idlertid forhindredes dens Gjennemførelse,

om ikke ved Andet, saa ved Branden 1795.

K o rt efter traadte Stiftelsen i et venskabeligt

Forhold til Biskop Balle, da denne 1792 ansøgte

Cancelliet om Tilladelse til at lade Candidater præ

dike og katechisere med Vaisenhuusbørnene i dens

K irk e om Søndagen til A ften sang, og Directionen

paa Forespørgsel derom yttrede sig imødekommende.

Det første Sammentræf med B a lle 1780 havde ikke

æret lovende for Frem tiden , idet Biskoppen paa

Universitetets Vegne gjentagende og tilsidst noget

skarpt vægrede sig ved at anerkjende Vaisenhusets

Læreres E e t til Communitetetet, hvortil disse efter

Fundatsen fortrinsviis havde Adgang, da Vaisen-

huset ved at forøge deres Antal kunde tiltage sig

at bortgive en ubestemmelig Mængde Communitets-

portioner. Dette Spørgsmaal b lev først 17 9 1 afgjort

a f Kongen, der resolverede, at herefter kun 3 Vai-

senhuuspræceptorer maatte nyde Communitetet. Det

1792 indtraadte gode Forhold til Biskoppen b lev

yderligere styrket næste A a r , da han blev Medlem

af Directionen, og denne, paa hans Beg jering om

at laane Vaisenhuuskirken til Bibellæsning, svarede

F ø lg en d e :

„T il behageligst Sva r paa Deres Høiærværdig-

heds P. M. til os a f 19de d. M., hvori De forlanger

at maatte gjøre B ru g a f Vaisenhuuskirken Søndag

A ften og undertiden en anden Helligdags Aften,

som kunne indfalde midt i Ugen, til praktisk B ib e l

læsning for alle og enhver, som ville bivaane samme,

skulle v i tjenstligst m elde, at v i med Fornøielse

sam tykke i dette Deres Høiærværdigheds Forlan

gende, da v i ere fuldkomne overbeviste om , at den

hellige Sk riv t er den rette K ild e til sand Oplysning