DetKongeligeVaisenhuus_

(omtrent saaledes som de endnu ere fordeelte), idet

Capitalernes Regnskab med indgaaende Gaver skulde

forfattes a f Curatorerne, medens de løbende Ud

gifter skulde opføres paa Inspeeteurens Regnskab,

hvorhos det blev ham forbudt at indføre andre

Gaver i dette end Tavlepengene. Desuagtet kunde

han ikke besørge Regnskaberne færdige i rette T id,

men b lev tilsidst 2 å 3 A ar tilbage, hvilket i høi

Grad gjorde Arbeidet besværligt saavel for ham selv

som for Revisorerne, hvis Bemærkninger ofte an-

toge en for ham ubehagelig og skarp Charakteer.

Dette har muligen bevæget ham til at indgive en

Ansøgning om at erholde Fortrin fremfor Curatorerne

udi de i Vaisenhuset forefaldende Forretn inger, i

An ledn ing a f hvilket Skrid t Cancelliet tilsk rev Di-

recteurerne under 17de Ap ril 17 7 3 , at „som Cura

torerne ere Directionen paa en S lags Maade adjun

gerede og deres Medhjælpere, saa skjønnes ikke

rettere, end at de j o , udi alle de Stiftelsen angaa-

ende Samquemme og Forretn inger, bør have F o r

trinnet for Inspecteuren , hvorimod Præsten og In-

specteuren, som begge ere Betjente ved Vaisenhuset,

kunde tage Sæde efter deres R an g og, i Mangel

deraf, efter deres anciennité i Embedet

/ 4

Da han

kort efter erklærede, at han frasagde sig alt Ansvar

for Cassen, „declarerede Directionen, at han ikke

kunde fritages at gjemme og bevogte den som sit

eget Gods fra Tyvehaand og Ildebrand“ ; og senere

samme A a r førtes følgende Directionserklæring til

Protocols: ,,I Anledning a f Cancelliraad Ursins Du-

bium og Forespørgsel ved Pr. Mern. til Directionen

om at maatte udlevere mig E tatsraad Falch en for-

langed Copibog, bliver ham herved tillagt den ordre

for E ftertiden, at udlevere paa Forlangende, hvilken