DetKongeligeVaisenhuus_

•omtalt i de forefundne Documenter, men Dommen

kan neppe være gaaet Økonomen im od , siden han

fremdeles forblev i sin Plads.

Det Betænkeligste ved denne Sag var, at en

Uenighed indenfor Vaisenhuset var kommen ud i

det store Pnblicnm, og at Stiftelsen mistede sit gode

R yg te .

Sk riftet havde vel ikke angrebet Direc-

tenrerne, men indskrænket sig til at udtale sin

Forundring over, at saa udmærkede Mænd kunde

forholde sig passive, hvor saadanne Uretfærdigheder

øvedes. Det er indlysende, at Wadums Stilling

maatte blive mislig, efterdi Directeurerne ikke gave

Økonomen A fsked, og deres U villie mod Inspectenren

b lev aabenbar, da denne 1789 afskedigede Hæge-

mester Lacour formedelst Opsætsighed og L ig e g y l

dighed. I denne Anledning fremkom der fra Direc-

tionen, navn lig fra Aagaard og Thulstrup alvorlige

Anker mod Wadum for M isbrug a f Myndighed,

samt for E fterladenhed i P ligters Opfyldelse, hvilket

skulde have foranlediget den onde Omtale, Vaisen

huset fik i „Sk ilderiet.“ Mod disse Beskyldn inger

indsendte Wadum et vidtløftigt Forsvar, hvori han

gjentog Beskyldn ingerne mod Læremoderen og Øko

nomen. A t disse viste sig grundede for den førstes

Vedkommende, blev kort efter beviist, hvorfor hun

fik A fsked ; men Forholdet til Økonomen forblev

uforandret og udviklede sig til gjensidigt Fjendskab,

under hvis Indflydelse Økonomen vovede at vise

Inspecteuren aabenbar R ing eag t, ved aldrig selv at

forhandle med ham, men kun ved sine Folk, saa at

han endog engang lod sin K a r l i K itte l, Træskoe

og med P iben i Munden give Inspecteuren Besked

i dennes Stue, og det paa en T id , hvor Lærere og

Børn vare tilstede. Im idlertid fik Wadum Opreis-