84 / 193
80
visende. Gude protesterede mod lians Uartigheder,
men vilde iøvrigt ikke følge ham i hans polemiske
Maade ; thi : „quando cum stercore certo, aut vinco aut
vincor, semper ego maculor“ (naar je g bruger Skarn
i Strid, b liver je g altid selv besudlet, hvad enten
je g seirer eller beseires). Samme A ar havde Gude
indgivet K la g e over Drengenes pjaltede K læder og over
Børnenes Befængthed med U tø i, i hvilken An led
ning Thulstrup udtalte, at han ved denne uventede
Indberetning ikke vilde opholde sig ved at bedømme
den afgaaede Inspecteurs Conduite. Hvor slet F o r
holdet var blevet mellem dem, fremgaaer a f et B re v
fra Wadum 1795 efter Branden, hvori han blandt
Andet fortalte, at Gude skulde paa den uforsvarligste
Maade have ladet en stor Deel a f Arch ivernes B re v
skaber vorde et Offer for Luerne. Da Wadum senere
tilbød sin Hjælp til den om Yaisenhuset befalede
K g l. Commission, skrev Gude paa dette Tilbud, at
Commissionen ikke havde værdiget at tage det til
acta, men ladet det ligge løst blandt de andre P a
pirer til et Skam skrift for ham selv.
Gudes Virksomhed skulde imidlertid snart ved
K jøbenhavns Ildebrand 1795 lide en stor A fbrydelse.
Han fortæller, at han i Begyndelsen a f Branden hjalp
sin Ven Provst Høyer med at flytte, men at han,
da han saae N ikolai K irkesp iir fænge, ilede hjem,
lod Lugerne lukke og tra f Foranstaltning til Røm
ning. Natten mellem d. 5te og
6
te Ju n i sov Børnene i
deres bedste K læder med en B y ld t Linned under
Hovedet i Gangene. De vigtigste Documenter og
samtlige Regnskaber bleve lagte i Sække og bragte
til Gudes Moders Huus i V igants Gade. Den
6
te Ju n i
efter K l. 12 forlode Børnene Vaisenhuset og gik til
Blaagaard, ledsagede a f Læremødrene og Lærerne,