Beslaglæggelsen af københavnske skoler til indkvartering a f tyske sårede og flygtninge 1945
hvorpå der stod, at skolen nu var underlagt besættelsesmagtens
myndighed. Den 12. marts toges Holsteinsgade, Øster Farimags-
gade, Randersgade og Vibenhus skoler. På dette tidspunkt mente
tyskerne selv, at beslaglæggelsen ville vare 3 å 4 uger, idet man
mente at ville sende flygtningene over Danmark til Vest-Tysk-
land! Fra 2 5 / 2 - 1 2 / 3 var der kommet 13.800 sårede og 12.200 ci
vile. (En tysk læge hævder, at der de sidste år ikke har været plet
tyfus i Danzig-egnene - hvad der sikkert passer ellers ville vore
egne læger næppe efter 5 / 5 have kunnet bevare os for epidemi
er!) Snart toges flere skoler, først holdt tyskerne sig alene til
Østerbro - men senere blev flygtningene fordelt byen over. Dog
aldrig på Vesterbro - Den bydel holdt tyskerne sig fra. (Efter si
gende, fordi der var ganske bestemte planer om at straffe bydelen
ved et tysk bombe-angreb!)
I begyndelsen håbede vi at kunne bevare een skole i hvert kvar
ter, således at 2 å 4 skoler kunne »dele« bygningen fra kl. 8 til kl.
6
.
Skolelederne lagde skemaerne om atter og atter, man søgte at
skaffe hver klasse 2 lektioner mindst pr. dag. Klasselæreren tog
da hovedfagene - en slags landsbyundervisning - udviklingen
kuldkastede dog alle de første planer. Skærtorsdag toges 8 skoler,
påskedag 15 skoler, således at vi d. 3. april havde afgivet 58 sko
ler; bevaret var kun en del små særskoler og filialbygninger samt
Vesterbro.
Alligevel gav skolelederne ikke op. Retningslinierne var: »Hvor
meget end tyskerne tager fra os - så
skal vi søge at skaffe vore børn
nogen undervisning.
Vi vil holde forbindelsen mellem børnene og
lærerne. Klasselæreren skal have mulighed for at holde sammen
på sine børn. Ethvert lokale, der kan rumme børnene - må tages«.
Alle kom os til hjælp: Præster, foreningsledere - private. Den sto
re skole blev spredt ud over kvarteret i mange små afdelinger; det
var såre vanskelige arbejdsvilkår for lærerne - og skolelederne -
men alle ydede det mest mulige for at bevare skolen som børne
nes værner i den meget underlige tid. De allerfleste børn kommer
jo fra hjem hvor de en del af dagen (den almindelige skoletid) er
uden opsyn, idet begge forældre har ude-erhverv. Skolen kunne
ikke helt give slip på at berede børnene til lidt regelmæssigt arbej
de. Selve kundskaberne blev det vel ikke just så meget med, men
170