Beslaglæggelsen a f københavnske skoler til indkvartering a f tyske sårede og flygtninge 1945
Nu
- Den 23. marts 1946 har vi endelig ( på 1 skole nær) fået vo
re skoler tilbage - men mange er stadig under istandsættelse. I
årets løb lærte såvel børn som lærer evakueringens hårde vilkår
at kende; intet under, at enhver skole, der »vender hjem«, højtide
ligholder første skoledag i egen skole på smuk og festlig måde!
Detlef Boolsen, Stevnsgades Skole
Det var 15. marts 1945. Den tyske flygtningestrøm var begyndt at
vælte ind over landet; der kom dagligt store skibsladninger af
dem til byen. Adskillige af byens skoler var taget i brug af Herre
folket, og vi skoleledere havde været til møder i Skoledirektio
nen, hvor vi fik besked om, hvilken naboskole vi skulle arbejde
sammen med, såfremt fjenden skulle komme over os.
I det store frikvarter kom en dreng løbende op til mig: Hr. in
spektør, der kommer en tysk officer!
Jeg var straks klar over situationen. Vi gik op på mit kontor, og
mens han tog sin Verfügung frem, fortalte han mig på flydende
dansk, at han havde rejst i Skandinavien i 26 år ... det ville altså
sige, at han hørte til 5. kolonne. Skolen var beslaglagt. Min pro
test hjalp naturligvis intet. Men, han sagde, det drejede sig anta
gelig kun om 8 å 10 dage. For øvrigt optådte han forholdsvis
hø flig t.... på det tidspunkt var det jo begyndt at gå ad Helvede til
for tyskerne .... og da jeg i samtalens løb sagde ham, at jeg selvføl
gelig så på spørgsmålet, som alle anstændige danske gjorde det,
hvilket altså vilde sige, at vi kun havde det brændende ønske:
Gid Satan havde Jer alle sammen! så sagde han meget skikkeligt,
at han godt forstod, at vi måtte se sådan på det. Skolebetjenten,
der kom til stede og hørte vor samtale, gik ned på lærerværelset
og sagde: Jeg er sgu bange for, at det ender med, at han skyder in
spektøren deroppe!
Jeg forlangte, at samtlige faglokaler, deri også gymnastiksalene,
ikke måtte røres, og det gik han med til; men i den Verfügung,
som han fremviste, stod der bl.a., at jeg ikke havde noget at skulle
ha' sagt på skolen. Jeg mindedes, at jeg engang havde skrevet un
der på noget ganske andet, og satte min lid til, at den Unteroffici-
er, der skulle komme og tage kommandoen, ikke var klar over
den side af sagen.
Da jeg havde fået ham på porten, gik jeg ned til personalet og
172