![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0176.jpg)
Beslaglæggelsen a f københavnske skoler til indkvartering af tyske sårede og flygtninge 1945
gangene, og på alle gulve blev der lagt et lag halm. Alt var klart
til at modtage invasionen.
Til en begyndelse kom der ca. 400 mennesker, mest kvinder og
børn og nogle ganske få ældre mænd. De fleste af dem kom fra
Østpreussen; der var både by- og landboere, de fleste meget fatti
ge, men der var dog også damer imellem. I de første dage blev
der dagligt transporteret en del væk til andre lejre, men så kom
der andre i stedet.
Der var en mængde spædbørn .... og adskillige blev født her ....
og mødrene, som måtte tørre de smås numser med halm, hældte
potterne ud i W .C/erne i gården, så de snart blev tilstoppet, og
det flød med uhumskheder. Vi havde mange vanskeligheder med
at få danske håndværkere til at ordne det.
Vi vil faneme ikke rage i det nazistlort! sagde de. Men det blev
da tilsidst ordnet, og sammen med Unterofficieren fik jeg lavet et
reglement, så det ikke kunne gentage sig.
Undertiden kom han op på mit kontor om aftenen for at rådføre
sig med mig. Det var det værste job, han i sit liv havde haft, sag
de han. So viele unvernünftige Weiber på en gang. Men når de
var genstridige, så hjalp det svært, at han sagde: der Director hat
es befohlen!
Det var især vanskeligt at få dem til at åbne vinduerne, og på
nogle af gangene stod der en stank som i Zoo. Haves rovdyrbure.
De var så bange for at fryse. Gamle koner og mange småbørn dø
de. Ligvognen kom flere gange om ugen.
Vagtmandskabet havde det på visse områder strengt. Der blev
ved at komme nye kvinder, og som en af mændene sagde: De var
jo på alle områder rationiert, så de måtte hjælpe, så godt de kun
ne!
På denne tid var de allierede ved at gå over Rhinen, og hver
dag stillede nogle af soldaterne på kontoret for at høre nyt på
fronten. Jeg viste dem kortet, på hvilket jeg dagligt tegnede fron
ten op, og de fleste af dem sagde blot: Det er g o d t ... des før hører
den forbandede krig op. Den tabte vi allerede i 42!...
En skønne dag forsvandt hele vagtmandskabet, og der kom en
ny Unterofficier, Jacob Kreipl hed han og var fra München. Han
var en usædvanlig flink lille mand, der gjorde alt for at hjælpe
mig, så det hele kunne være i orden.
174