215 / 231
Anmeldelser
mulighederne for en egentlig og detaljeret personbeskrivelse. Ikke desto mindre er det
lykkedes at give læseren et ganske levende nærbillede af de to brødre, deres tid og deres
nærmeste omgivelser.
Ud over brødrene Soldenfeldt gives der tillige en biografisk skildring - en livshistorisk
skitse - af stiftelsens førsteforstanderinde Louise Fenger. Det er forskningsstipendiat Tinne
Vammen, der med stor omhu har givet et særdeles veldokumenteret og varieret portræt af
stiftelsens kvindelige hovedperson. Desværre er den sproglige udformning af en sådan
art, at den til tider nærmer sig det ulæselige. Et enkelt afsnit skal gives som eksempel:
»Har hun tilkendt ondskabens banalitet en plads i verden - destruktionens negativitet en
kraft i den menneskelige psyke -, affødte det meget få replikker i hendes breve. Louise
Fenger var de positive adjektivers flittige bruger. Det kunne ofte give hendes breve en to
ne, som bevægede sig tæt på kanten til det sentimentalt-idylliserende og virkelighedshar
moniserende, i behersket form. Modsat den beundrede fader, der som troens stridsmand i
sine yngre dage borede selvplagerisk og dybt prøvende i egen psyke og selv definerede
usselhed, målt med den guddommelige skaber som perfektionismens målestok, var Loui
se Fenger i så henseende mere ekstrovert og psykologisk uspørgende på egne vegne.«
(s.89 ned. - S. 90 øv.).
Før afsnittet om »forstanderinden« indeholder bogen to kunsthistoriske afsnit. Det er
kunsthistorikeren Karin Kryger, der skriver om »Et palads ved søbredden«. Københavns
Magistrat havde i 1891, kort efter den sidste af brødrene Soldenfeldts død, købt en grund
ved søerne, hvor De Soldenfeldtske Stiftelser skulle opføres. Det var arkitekten H. B.
Storch, der kom til at forestå byggeriet, som blev en prestigesag for kommunen og for
borgmester H. N. Hansen. Materialer og arkitektonisk udformning skulle være af høj kva
litet, det skulle være en herskabelig og respekteret stiftelse. Ifølge testamentet var der tale
om to stiftelser - een for trængende lærerinder, husjomfruer, syjomfruer og andre fruen
timmere i lignende stillinger og een for trængende tjenestepiger. Denne klassedeling af
spejler sig særdeles konsekvent i bygningens plan, idet forskellen på lejlighedstype,
størrelse og placering er markant.
En bygningshistorie må nødvendigvis indeholde detaljerede beskrivelser af såvel de
mange bygningsplaner som den færdige bygning. Men Karin Kryger forstår løbende at
uddrage interessante konklusioner af sit materiale, hvilket bevirker ,at et afsnit, der kunne
være tørt og kedeligt for ikke fagfolk, alligevel bliver spændende.
Efter den bygningshistoriske del har bibliotekar Orla Pedersen i afsnittet: »Schwartz og
jomfruerne« givet en fremstilling af maleren Frans Schwartz og den vægudsmykning i
stiftelsens festsal, som Schwartz både udførte og bekostede. Hovedbilledets motiv er: De
kloge og de dårlige jomfruer, det er et oliemaleri på lærred, 188,5 x 587 cm.
Stiftelsens drift og økonomi gennem den 100-årige periode er undersøgt og godt beskre
vet af fhv. kontorchef ved Københavns kommunes legatkontor Kjeld Meyer. Sammen med
lic.phil. Karen Glentes artikel om beboerinderne danner de to afsnit stiftelsens egentlige
historie, idet der her sættes fokus på, hvad der er sket inden for murene, også i nyeste tid.
Kjeld Meyer skriver bl.a. om forstanderinderne og hvad der skete i deres respektive perio
der, om hvordan stiftelsens økonomi undergraves i 1940'rne, om en redningsplan fra 1975,
om brandsikring og modernisering, om indførelse af beboerråd, om unge kvinders ad
gang til stiftelsen og om kondemneringstrusler. Men Brødrenes Soldenfeldts Stiftelse eksi
sterer trods alle genvordigheder endnu og synes fortsat at have en eksistensberettigelse.
I tiden omkring stiftelsestidspunktet var den sociale klasseinddeling klar og enhver
kendte sin plads. Dette hierarki afspejles både i testamente, bygnings- og boligindretning,
kunstnerisk udsmykning samt ved standsmæssig inddeling af beboerne i en A- og en B-
gruppe, afhængig af om deres tidligere ansættelsesforhold har krævet skudsmålsbog eller
213