36 / 231
Jan Søttrup
ning ved at privatisere sognekirkernes bænkerækker, hvilket be
tød, at mindrebemidlede kirkegængere måtte stå op ved gudstje
nesterne.26 En del af hovedstadens 100.000 sjæle ønskede derfor
at søge andetsteds hen.
Opfordringer til at åbne forsamlingerne i Stormgade for alle var
det første, der mødte den i Christiansfeld fødte og opvoksede Jo
hannes Christian Reuss,27 da han i 1815 tiltrådte som Societetets
nye forstander. Heroverfor stod imidlertid, at salen allerede var
fyldt ud af de da 244 medlemmer og inviterede gæster. Efter at
have fået forsikring fra myndighederne om, at enhver, der ønske
de det, fremover kunne deltage i forsamlingerne uden særlig til
ladelse, satte Reuss en ombygning i gang.
En udvidet sal med balkon og siddepladser til 600 var færdig til
indvielse i november 1816, men det var ikke nok. »Allerede klok
ken 5 (søndag eftermiddag) er gården som regel fuld af menne
sker, hvordan vejret end er, og de må sidde og fryse en hel time
inde i salen, før mødet begynder, blot for at være sikre på at få en
plads«, meddelte forstander Reuss 1818 i en skrivelse til Unitets-
ledelsen i Herrnhut. Ved en forsamling i anledning af nytåret
1819 noterede han, at 400 tilhørere havde måttet afvises.
De fleste af dem, der kom i Stormgade, var familier af håndvær
kere og handlende, der ikke er kendte i dag. Andre københavnere
med midler dertil sendte, selvom de ikke nødvendigvis var
herrnhutere, deres sønner og døtre til opdragelse på kostskolerne
i Christiansfeld, som maleren Christian Gebauer, tømmerhandler
og fattigforstander Siegfried M. Røding, skuespiller Johan Ryge
og provst ved Holmens Kirke, Frederik Gutfeld.28 Ud af miljøet
omkring salen i Stormgade og den herrnhutiske opdragelse vok
sede da også en kreds af drenge, der siden som mænd var med til
at forme resten af århundredets politiske og kulturelle liv: Teolo
gerne Emil Boesen, Johannes og R A. Fenger, Frederik Hamme-
rich og P. C. Kierkegaard, pædagogen Martin Hammerich, kom
ponisten Johan Christian Gebauer og filosoffen Søren Kierke
gaard.29
Videre udbredelse vandt Societetet, da det gav husly til en ny
dannet lægmandsbevægelse, der havde som formål at bringe
evangeliet ud i den ikke-kristne verden. Københavns gejstlighed
nægtede at stille kirker til rådighed for sammenkomster herom, i
34