Brødremenigheden i København
København. Som ung havde han opholdt sig i Halle. Hjemvendt
derfra fik han stillingen som rejsehovmester for Christian Ditlev
Reventlow, et barnebarn af overpræsidenten i Altona, ledsagede
ham til universitetet i det sachsiske Gottingen, idet han skulle for
beredes på et virke i dansk statstjeneste.21 Reventlow blev nogle
år efter - ligesom hans foresatte statsminister A.R Bernstorff var
det22 - gennem ægteskab optaget i kredsen af herrnhutismens
fornemste familier,23 og kom siden til at stå som den, der gen
nemførte Danmarks store landbrugs- og skolereformer.
I sit kirkelige virke fandt biskop Balle sammen med den norsk-
fødte Peter Treschow, der havde været elev på skolen i Zeist, var
uddannet på menighedsseminariet i Niesky og virkede som
præst i Amsterdam, da han i 1792 hentedes til København som ny
forstander for det københavnske Brødre-Societet. I stedet for i
mismod at opgive præstegerningen og slå sig ned i Sachsen, som
det en tid havde været hans hensigt, fik Balle gennem Treschow
og Brødremenigheden inspiration til at afholde ugentlige bibel
læsninger under stort fremmøde i såvel Vajsenhuskirken som i
Garnisons Kirke. Indsatsen for kristenlivet i hovedstaden medfør
te, at Balle i år 1800 kaldtes til hoffet som konfessionarius.
Året inden havde Peter Treschow forladt forstanderstillingen
for at rejse til Christiansfeld som præst og senere skoleleder. Bri-
ant havde slået sig ned i Herrnhut og var som missionsagent ble
vet afløst af sønderjyden Christian Wilhelm Satterup, der i 1795
erhvervede naboejendommen Stormgade 300 til Brødreunitetet.24
I et par år virkede Christian Ludwig Crøger som forstander,25
hvorefter det københavnske Brødre-Societet blev ledet af en be
styrelse, hvor økonomien varetoges af grossererne Michael Kier-
kegaard og Johannes Hammerich, formand for Stadens 32 mænd,
mens forbindelsen til statsadministrationen holdtes vedlige gen
nem justitsråd Johannes Boesen, kontorchef i Rentekammeret, og
til bystyret af hofinspektør Morten Hiorthøy, borgmester i Køben
havn.
Da biskop Balle i 1808 nedlagde sit hverv, var hovedstadens
etablerede kirkeliv i krise. Præsterne havde for en stor del ladet
deres forkyndelse af det kristne budskab træde i baggrunden for
mere indbringende forretninger som praktiske embedsmænd ved
dødsfald, fødsler og andet, ligesom de havde forøget deres indtje
33




