HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Jan Søttnip

bragtes vækkelsen ud i den danske konges lande, andre virkede i

selve hovedstaden, Peder Saxtorph kaldtes til sognepræst ved Ni

colai Kirke og salmedigteren Frederik Boye fik embede ved Trini

tatis Kirke.

Hertil kom, at kronen til stadighed satte pris på menighedens

arbejde for de indfødte og slaverne i de danske kolonier. Det var

derfor Zinzendorf den øverste administrator under Frederik V,

overhofmarskal A. G. Moltke, henvendte sig til, da Danmark i

1755 tog Nikobarerne i den bengalske havbugt i besiddelse. Gejst

ligheden søgte indtil biskop Herslebs død i 1757 at stoppe initiati

vet, mens Zinzendorf på sin side tog imod anmodningen og sør

gede for udsendelse af herrnhutiske missionærer til Frederiksøer-

ne, som de blev navngivet.

Grundet tilslutningen til Societetet, der i Zinzendorfs dødsår

1760 nåede op på 417 medlemmer, og Lorenz Prætorius' øgede

embedsmandsarbejde, måtte det københavnske forstanderskab

formaliseres med en egentlig heltidsstilling. Fra menighedsbyen

Marienborn hentedes den norskfødte lærer Michael Crøger til at

pleje Brødre-Societetets forhold til kristendommen indadtil. Mens

Jonathan de Briant som missionsagent fik ansvaret for menighe

dens virke udadtil, indskærpede Crøger medlemmerne, at den

enkeltes levevis og handlemåde måtte fremstå med en renhed,

som ikke blot skulle omfatte sjælen, men også krop og klædning.

Forbindelsen til hoffet blev samtidig intensiveret gennem Hørs

holm Slot, hvor enkedronning Sophie Magdalene residerede.

Hendes overhovmester Christian Stolberg og dennes hustru, Fre

derikke Christiane,19 ansatte en af de københavnske brødre, Niels

Hansen Møller,20 til lærer for deres yngste søn, hvorefter enke

dronningen kaldte ham til sognepræst ved Hørsholms sognekirke

i Blovstrød. Straks efter Frederik V's død i 1766 bad grevinde

Stolberg om, at missionsagent Briant og forstander Crøgers

hustru, Anna Henning, som repræsentant for Søsterkoret, kom til

slottet, hvor hun meddelte dem, at hun ønskede at blive en del af

menigheden og at blive holdt orienteret om dens arbejde.

Året efter indkaldtes Briant til forhandlinger om anlæggelse af

et missionsetablissement i Vestafrika. Briants forhandlingspartner

i statsadministrationen var Lorenz Prætorius, da udnævnt til

kommitteret i det vestindiske og guinesiske generaltoldkammer.