27 / 231
Brødremenigheden i København
for ægtemanden, den kommende Christian VI, da de som kron
prinspar var undervejs til et ophold i Halle.
Egentlig var Zinzendorf tiltænkt en embedsmandskarriere ved
kurfyrstehoffet i Dresden, men inspireret af de pietistiske tanker
havde han ladet en gruppe flygtninge fra den oprindelige Brødre
menighed i det tjekkiske Bøhmen og Mæhren8 slå sig ned på god
set Berthelsdorf i Sachsen, hvor de anlagde en menighedsby og
gav den navnet Herrnhut.9 Efter en række stridigheder menighe
dens medlemmer imellem var de i 1727 blevet forenet af grev
Zinzendorf, der dermed satte sig i spidsen for den herrnhutiske
Brødremenighed. Om denne udvikling havde udsendinge fra
Herrnhut aflagt beretning på Vemmetofte allerede inden mødet i
Gera.10
Kronprinsparret og andre ved det danske hof så med velvilje på
en adelsmand, som viede sit liv til at bekæmpe det skørlevned,
der prægede de herskende kredse, som støttede reformer og var
villig til gennem det kristne ord at bringe beskyttelse til de indfød
te og slaverne i kolonierne, et ansvar der hørte under monarkerne.
Dette medførte, at grev Zinzendorf i sommeren 1731 kom til
København for at deltage i højtidelighederne, da Christian VI og
Sophie Magdalene officielt indsattes på tronen. Han opholdt sig i
halvanden måned i hovedstaden, forhandlede om at Brødreme
nigheden skulle varetage missionsarbejdet i de danske kolonier,
ligesom han med regentparret lagde planer om en uddannelses
institution i Slesvig. Ikke mindre vigtigt for dem var det, at væk
kelsen fortsatte i den danske hovedstad.
Zinzendorf var overbevist om, at den indsigt, han havde nået,
kunne tilskrives inspiration fra stærke kvinder i hans baggrund,11
hvilket han så som bevis på kvinders særlige egnethed i vækkel
sesarbejdet. Omsat i teologi var hans forklaring på den hellige
treenighed, at Helligånden bør betragtes som kristendommens
kvindelige element.
Efter personligt at have lært en række af de vakte i hovedstaden
at kende fandt Zinzendorf, da han havde ført drøftelser herom
ved hoffet, at den største kreds til at formidle Brødremenighe
dens tanker i København ville kunne samles omkring Marie Wulf
og Enevold Ewald.12 Marie Wulf indvilgede derfor på opfordring
25