25 / 231
Brødremenigheden i København
Af Jan Søttrup
Honningkager er vel det de fleste af os mindes, når talen falder
på Brødremenigheden. Da dette søde guf har navn efter den by,
hvor kagerne bages, sættes menigheden oftest i forbindelse med
det endnu eksisterende Christiansfeld. Gennem to århundreder
spillede Brødremenigheden imidlertid en nok så væsentlig rolle i
hovedstadens religiøse og politiske liv.
Pietismen
Til Danmark kom Brødremenigheden med pietismen, en vækkel
sesbevægelse fra slutningen af 1600-tallet, som mente, at der i det
religiøse liv burde lægges mere vægt på den personlige indgang
til kristendommens værdier end på de statskirkelige interesser.
Særlig i universitetsbyen Halle vandt pietistiske tanker udbredel
se blandt studerende fra tyske fyrstendømmer og de danske her
tugdømmer.
En mindre regelret pietisme repræsenterede den tyske læge og
fritænker Johann Conrad Dippel, der i 1714 havde slået sig ned i
Altona som en god bekendt af byens danske overpræsident, Gre
ve Christian Ditlev Reventlow og hustru Benedicte Margrethe,
født Brockdorff. Ægteparret havde gennem deres arvede godser
samlet en af kongerigets allerstørste formuer, der til stadighed
voksede »ved Grevindens pengeforstand og administrative ev
ner«,1 og det var på deres initiativ, at Frederik IV i 1709 havde
gjort Dippel til dansk kancelliråd. Som sådan korresponderede
han med kongen om kirkelige spørgsmål.
Bekendtskabet mellem Dippel og Reventlowerne fik sig imid
lertid et knæk, da Dippel følte sig kaldet til at gøre kongen op
mærksom på uregelmæssigheder i overpræsidentens embeds
førelse, ligesom han påpegede, at grevinden på mandens vegne
modtog bestikkelse. Svaret på Dippels beskyldninger blev, at han
i 1719 dømtes for grov og grundløs bagvaskelse og herfor indsat
tes i fængslet på Hammershus for livstid, mens hans skrifter om
statskirkens degeneration blev offentligt brændt. 2
23