![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0046.jpg)
Kitud Waaben
Sennapa gik straks i aktion. Han fik omgående foretræde for
kron
prins Frederik
, til hvem han også på opfordring sendte et skriftligt
andragende af 29. juli, indledt i tilbørligt underdanige vendinger:
»Rygtet om det danske kongehus' så overordentlig udmærkede
kærlighed til dets undersåtter af alle klasser og alle nationer, som
er udbredt over alle verdens dele, har bestemt mig i det fjerne In
dien til at vove liv og frihed, samt en sørejse af mange hundrede
mile, for at kunne fremføre for Deres kongelige højhed de det
danske scepter undergivne indianeres formentlig billige klager«.2
Dette første dokument blev oversendt til Det Kgl. General
Land- Oeconomie- og Commercekollegium. Her tilsagde man
Sennapa til et formiddagsmøde »i collegii forsamling«. Flere mø
der fulgte; man hørte tålmodigt på hvad den bizarre gæst havde
at fremføre og opfordrede ham til at søge oplysninger fra folk
med kendskab til forholdene i Tranquebar.3
Da Kommercekollegiet i november mente sig i stand til at sam
menfatte Sennapas klager, var det navnlig følgende påstande der
tildrog sig opmærksomhed.4 Guvernør Anker havde med bistand
af sin »dubash«
Piragasam Pulley
fordret penge af de indfødte
»ved alle mulige i handel og købmandskab forekommende lejlig
heder«. Da kasternes overhoveder var i færd med at udfærdige
en klage til kongen, kom Anker under vejr med planen og lod to
af inderne,
Maturaja Pulley
og
Tambu Setti
, kaste i fængsel. Sagens
dokumenter havde været forvaret i Sennapas kiste, og denne ki
ste med indhold var blevet fjernet af Piragasam Pulley, medens
Sennapa selv måtte skjule sig. Ved overtalelse og trusler søgte
Anker først at bevæge de to fængslede til at erklære at hans em
bedsforhold havde været upåklagelige; derefter besluttede han at
»nu skulle de sorte hunde straffes«, og det skete ved en offentlig
korporlig revselse. Kasterne skulle da have besluttet at sende Sen
napa til Danmark for at udvirke undersøgelse af sagen og sus
pension af Anker.
Det var småt med beviser for de påståede overgreb, men Senna
pa var dog i stand til at aflevere to papirer. Det ene var et brev
underskrevet af ni personer, af hvilke de fleste betegnede sig som
formænd for indbyggerne i Tranquebar og de dertil hørende di
strikter. Blandt underskriverne var de påståede overgrebs ofre,
anført som henholdsvis første og anden formand for indbygger-
44