49 / 231
Et sendebud fra Tranquebar
om Naik selv eller nogen af hans pårørende har været tiltalt og
straffet, og om Naiks rygte i Indien var aldeles uplettet? Kunne
begivenheder som de i sagen omtalte have udspillet sig i Tran-
quebar uden at rygter nåede Dem?
Carsten Ankers næste træk var at skrive til de syv største han
delshuse i hovedstaden den 11. november: »Ikke som mine ven
ner, men som venner af sandhed, giver jeg mig den frihed at hen
vende mig til Dem, mine allerhøjstærede medborgere!« Det var
oplyst, skrev han, at ingen af Asiatisk Kompagnis kaptajner eller
officerer havde hørt noget til de forhold som Naik berettede om.
Men, skrev Anker, han kunne jo selv mistænkes for at have påvir
ket forklaringerne. Ville herrerne nu ikke som uafhængige mænd
venligst give dette brev påtegning om hvad de måtte have erfaret
fra hjemvendende landsmænd eller korrespondenter i Tranque-
bar? Det gjorde alle herrerne i løbet af én dag, og af disse påteg
ninger fremgik det at ingen havde hørt noget ufordelagtigt om
guvernøren. C.W. Duntzfeldt erklærede sig i disse vendinger:
»Jeg underskrevne, som formedelst mit lange ophold i Ostindien
har bekendtskaber med næsten hver mand af høj og lav stand
såvel i Tranquebar som andre steder på kysten og i Bengalen, og
som siden jeg kom her til staden har bestandig haft breve, dels til
huset Duntzfeldt, Meyer & Co. og dels particulært til mig selv, fra
de fleste indvånere af nogen distinktion i Tranquebar og andre
danske kolonier i Indien, ligesom jeg også undertiden modtager
breve fra indianere i det persiske sprog, erklærer herved på ære
og honnet mands ord, at intet er meldt fra nogen person i Tran
quebar eller andet sted...«.11
Carsten Ankers materiale blev overgivet til Kommercekollegiet,
og den 17. november 1795 blev sagen forelagt kongen i en 30 si
der lang forestilling. Det billede af klagens indhold og baggrund
som kollegiet var nået frem til er allerede præsenteret. Der måtte
efter kollegiets opfattelse ske en undersøgelse. »Det er unægtelig
en nødvendighed, når man vil vedligeholde fred og rolighed
blandt indianerne, at holde deres såkaldte formænd eller egentlig
deres patres familias i behørig agt og anseelse, derfor, når (hvis)
de angivne data befindes rigtige, så er og den mod formændene
øvede straf uden sagens foregående behørige undersøgelse og
påkendelse så meget mere utilladelig og overilet, og man kan ik
47