54 / 231
Knud Waaben
nenten (vidnet) og så en mængde mennesker. Han spurgte: Hvor
for der var så mange folk forsamlet? - hvorpå han blev svaret, at
bemeldte personer, efter at de var pryglede her, skulle også brin
ges til andre gader for at piskes; hvor stod Sinnapa Naiken, til
hvilken deponenten sagde: Sådan uretfærdighed sker, og ingen
taler derpå; man frygter at tale, - da svarede Sinnapen at han
skulle rejse til Europa med en kaptajn og dér tale om denne sag, -
da sagde deponenten: Om nogen vidste, hvad vi nu har talt i den
ne sag, så skulle vi komme i en stor fare - og kom til sit hus, af
skræk blev syg og endnu er syg«. Det er en mærkelig historie.
Den kan være rigtig, og måske læser vi da her om den tilfældige
situation som fik en rejseplan til at spire i Sennapas sind.
Nogle af de klager og konflikter som undersøgelsen kredsede
om var velkendte i Tranquebar. De havde deres baggrund i indre
politiske skærmydsler som i årevis havde præget livet i koloni
en.19 Undertolken Piragasam Pulley, som stod i guvernementets
tjeneste, havde pådraget sig vrede hos en stor del af den indfødte
befolkning. I maj 1795 - altså efter afstraffelsen af de to indere og
efter Sennapas afrejse - var det kommet til en demonstration: en
stor del af de indfødte indbyggere var rømt fra Tranquebar - en
aktionsform der også tidligere havde været anvendt - og havde
fremsat klager mod Piragasam Pulley, bl.a. for misbrug af stillin
gen som medlem af »sorteretten« (de indfødtes domstol). Da Pira
gasam i den anledning var blevet suspenderet og sat i husarrest og
guvernementet havde nedsat en undersøgelseskommission, var
de indfødte vendt tilbage den 1. juni 1795.20 Undersøgelseskom
missionen arbejdede fra juni 1795 til april 1796 og producerede en
tre binds kommissionsakt. Stemningerne i befolkningen havde så
ledes nylig været genstand for officiel undersøgelse, da den nye
kommission satte sig i sving i september 1796.
De første efterretninger om Sennapas ankomst til København
havde nået kolonien i foråret eller forsommeren 1796. Der kan
dog godt tidligere været opstået forlydender om at Sennapa -
som jo var forsvundet - var rejst i dette ærinde. »Prinsesse Fride-
rica« bragte i sin post guvernør Anker nogle aviser og et brev af
16. oktober 1795 fra broderen. Guvernørens første kendte reakti
on er et brev af 20. juli 1796 til Carsten Anker. Han har her samlet
en del ufordelagtige oplysninger om Sennapa. Han giver her ud-
52