56 / 231
Knud Waaben
Den godt 50-årige guvernør
Peter Anker
, der var udnævnt i
1788, var ubestrideligt regeringens fornemste repræsentant i kolo
nien. Men han var både juridisk og faktisk henvist til et nært sam
arbejde med andre ledende embedsmænd, først og fremmest de
øvrige medlemmer af guvernementsrådet. De var normalt fire i
rådet, men i efteråret 1796 var tallet midlertidigt reduceret til tre,
idet /. E.
Colbjørnsen
var afgået som justitiarius og 2. medlem af
guvernementet for at overtage en post i Kapstaden, derefter som
konsul på Isle de France (Mauritius). Han var endnu en ung
mand på 28 og søn af den ældre J.E. Colbjørnsen, en af de mest
beundrede jurister i det sene 1700-tal, justitiarius i Højesteret fra
1799 til sin død i 1802. Sønnen havde gjort tjeneste i kolonien lige
siden han bestod sin juridiske embedseksamen i 1787; han blev
justitiarius og indtrådte i guvernementsrådet i 1789. Få år senere
måtte der foretages et opgør med ham i anledning af en gæld til
overformynderikassen på henved 9.000 rdl.21 Det var et af de såre
almindelige underskud hos embedsmænd som dengang behand
ledes med nogen overbærenhed.
Noget fremragende skud af den Colbjørnsen'ske stamme var
den unge embedsmand næppe, og mellem ham og guvernøren
udviklede der sig et dårligt forhold. Colbjørnsens sympati var
hos dem der besværede sig over chefen og Piragasam, og da dette
parti samlede mange underskrifter på en klage, gav Colbjørnsen
klagen sin anbefaling: »Da jeg nu ej mere har med guvernementet
i Tranquebar at bestille, altså ingen bihensigter kan lede mig, så
erklærer jeg herved, at jeg tror klagen sand og vil gøre juramen-
tum credulitatis på det hele. Det er den sidste tjeneste jeg kan
gøre de af Piragasam undertrykte indianere«.22 Anker på sin side
omtalte i et brev af 20. juli 1796 til Schimmelmann Colbjørnsens
embedsvirksomhed som fuld af kabaler og uretfærdighed.
I februar 1795 var der reserveret plads til ham på »Juliane Ma
rie«, hvorved han ville være kommet til at rejse sammen med
Sennapa. Men bestillingen blev til faktoriets fortrydelse aflyst i
sidste øjeblik.23 Vi har kendskab til endnu en annulleret rejse, idet
Colbjørnsen i februar 1797 skulle have været med »Dannemark«
til Kapstaden, men måtte blive i Tranquebar på grund af sygdom.
Colbjørnsen døde i 1799 under en rejse fra Isle de France til Ben
gal. I et brev af 5. oktober 1799 fra L. Kierulf til Peter Anker med-
54