62 / 231
Knud Waaben
riksnagor under Bies forestående bortrejse. Hermanson blev i
1799 finansråd i Tranquebar og i 1806 guvernør efter Anker. Bies
skrivelse om ham røber karakteristiske prøver på de synspunkter
som kunne gøre sig gældende i embedsforhold: »Herr kammer
råd Hermanson er en indfødt indianer, hvis kulør enhver både i
København, Tranquebar og Frederiksnagor ved har den største
lighed med landets indfødte, ja det som mere er, mangen af deres
egne bengalere overgår ham endog i hvidhed. Man forestille sig
nu alene, hvad fremmede må tænke, at se en kongelig chef, i
hvem den allerhøjeste person er nedlagt, med en farve som en
indfødt, og er der noget eksempel på, at de fremmede magter i
Bengalen har ansat en sådan mand til at være repræsentant for
deres nation?« Hvad vil ikke englænderne tænke?35 Oberst Bie
benyttede lejligheden til at reflektere over et spørgsmål som sik
kert har optaget andre i kolonien, nemlig hvad der var studerede
folks kvalifikationer frem for de ulærde: »En offentlig eksamen
gør ingenlunde en mand til jurist, hvilket krigsråd Koefoed er et
levende bevis på...« Det var den nævnte Koefoed dog ikke længe
endnu; han døde samme år.
Trange tider i hovedstaden
Sennapa Naik kom til at opholde sig i København i knap 6
l/ i
år.
Om hans skæbne i disse år, kendeligt præget af déroute, kan der
samles adskillige oplysninger i forbindelse med hans talrige hen
vendelser til offentlige myndigheder og hans rolle i retssager.
Den 3. februar 1796 resolverede kongen at der af den ostindiske
fond skulle tillægges Sennapa 1 rdl. om dagen fra den 20. novem
ber 1795, dagen for resolutionen om kommissionens nedsættelse.
I henhold hertil og til en ny kgl. resolution af 9. marts fik Sennapa
udbetalt 302 rdl., svarende til hans underhold frem til den 16.
september 1796.36
En rigsdaler om dagen var et anseligt beløb for en jævn mand i
København. Men Sennapa opførte sig ikke som en jævn mand.
Han havde allerede fået dyre vaner og stiftet gæld. Den 24. maj
1796 ansøgte han om et forskud eller lån på 4.000 rdl. Han hæv
dede at guvernør Anker hidtil havde forhindret at der blev sendt
ham penge. 4.000 rdl. var mere end Kommercekollegiet turde be
de kongen om. Der blev i juli 1796 og februar 1797 af kollegiet ud-
60