65 / 231
Et sendebud fra Tranquebar
Dommen blev stadfæstet af Højesteret den 25. juni 1798. Carl
sen, der havde anket, skulle yderligere betale 20 rdl. til kammer
advokaten og 5 rdl. til justitskassen.
Det var et horribelt resultat (uanset at en fordring på Sennapa
næppe var to skilling værd), og der ville ikke være indtrådt kon
fiskation ved pådømmelse efter en ny stempelforordning af
1804.40 Så hurtigt gav en lovændring Carlsens advokat
Jens Torst
ret, da han under sagen rejste det spørgsmål »om det er moralsk
og politisk rigtigt eller grundet i et retfærdigt og til den egentlige
lovkunst også passende finanssystem at tilvende statens, eller,
som den hos os kaldes, kongens kasse indtægter ved konfiskatio
ner af pengesummer for, med eller uden forsæt, at have handlet
imod stempelpapirslove«. Men i 1798 fulgte dommens resultat af
loven. Gældsbrevet var stemplet på papir af 2. klasse, skønt det
angik lån i rede penge (eller, hvad der måtte ligestilles dermed,
betaling af gæld på Sennapas vegne). Hertil krævedes efter for
ordning af 26. november 1731 et stempel af 1. klasse, jfr. forord
ning af 27. november 1775 § 1. Der var i denne sag sparet ca. 26
rdl. i stempelpenge. Det var den formelle forseelses omfang målt i
penge. Reglerne om konfiskation af fordringen og strafansvar for
papirets udsteder fandtes i forordningen af 1775 § 26. Der skulle
ifølge dommen ikke betales renter til statskassen, da loven kun
fastsatte konfiskation af kapitalen »og straffelove ej bør forklares
(fortolkes) udvidende«.
Om gældsbrevet blev det oplyst af Torst at det ikke var skrevet
af Carlsen og heller ikke af en jurist, men af en person som Carl
sen havde tillid til. Formelt var Sennapa udsteder af gældsbrevet.
Hans advokat, Fugl, henviste til at hans klient som »naturmenne
ske« var ukyndig i landets sprog, sæder og lovgivning. Han kun
ne ikke have gjort sig skyldig til straf efter love han ikke kendte.
Men disse betragtninger deltes ikke af Carlsens advokat: »At han
ikke er ukyndig i det danske sprog, men kan både tale og læse
det, håber jeg hr. Fugl ved samtale med ham er blevet overbevist
om.... Skønt en indfødt indianer, og skønt han ikke i alle dele har
haft europæisk kultur, er det langt fra, at han er et såkaldt natur
menneske, som det lader at hr. Fugl vil gøre ham til, og det er ui
modsigeligt, at han i henseende til naturligt talent kan måske sæt
tes om ikke over så dog ved siden af mangen en europæer«. Fra
63