61 / 231
Et sendebud fra Tranquebar
hvis private interesse bestemmer kandidatens duelighed«.32
Schmidt var bogholder ved guvernementet og praktiserede desu
den som prokurator, i hvilken egenskab han havde pådraget sig
Ankers mishag ved at bistå inderen Supremanni Setti i en gam
mel sag som havde brod mod Anker og for øvrigt endte for den
danske Højesteret. Under denne sag fik Schmidt i Tranquebar en
rettergangsbøde på to gange 24 rdl. for uheldig opførsel.
Efter Ankers mening havde Schmidt en god forstand men en
slet opdragelse og et ondt hjerte. »Han giftede sig som underoffi
cer med et sort fruentimmer af den klasse, man her kalder paria
er, der er blandt indianerne anset med foragt, og eftersom hans
attrå er at blive medlem af guvernementet, qua justitiarius, så vil
Deres excellence (Schimmelmann) selv indse, at guvernementets
anseelse blandt de sorte indbyggere ville derved underkastes rin
geagtelse, da hans slægtskab er temmelig udstrakt i den foragte
de klasse, der forsyner garnisonen med pibere og tamburer«.33 I
1798 blev Schmidt under ophold i København udnævnt til justiti
arius og 4. medlem af guvernementet.34 Udnævnelsen forbedrede
ikke forholdet mellem ham og guvernøren; Anker fandt at den
som han frygtede havde skadet guvernementets anseelse blandt
de indfødte. Dertil kom at Schmidt hørte til Lichtensteins jacobin-
ske bande og engagerede sig i Lichtensteins handelsspekulatio
ner. Alle de her gengivne oplysninger om Schmidt stammer fra
Ankers hånd, og det kan ikke udelukkes at Schmidt også har haft
sine gode sider. Schmidt tog sin afsked i 1803 og døde samme år.
De eneste helt loyale landsmænd i guvernørens øjne var vistnok
major
Mathias Miihldorff,
der var chef for garnisonen og blev 3.
medlem af guvernementet efter Colbjørnsens fratræden, og kap
tajn
Otto Christian Stricker.
Det ser altså ud til at Anker har kunnet
bedst med de militære, måske fordi de var oplært til at anse en
chef for en chef. Blandt de indfødte blev Anker og Miihldorff be
tragtet som faste allierede.
Oppe i logen Frederiksnagor (Serampore) i Bengalen sad som
chef med rang af oberst
Ole Bie,
koloniens ældste medarbejder.
Ham behøvede guvernøren ikke at have daglige konflikter med,
men han blev lejlighedsvis noteret blandt de mindre venligtsinde
de. I 1797 kom der en voldsom protest fra Bie fordi guvernøren
havde konstitueret sekretær
Peter Hermanson
som chef i Frede-
59