52 / 231
Knud Waaben
lange rejse havde bragt ham. Vel havde han ikke uden videre fået
guvernør Anker sat fra styret. Men man havde hørt på hvad han
havde at sige, og rigets monark havde - uanset hvad der blev
hvisket i byen om hans kongelige forstand - vist uforlignelig
statsklogskab ved at anordne en undersøgelse i Tranquebar.
Til medlemmer af kommissionen var udpeget regeringsråd
Frantz Theodor Lichtenstein,
kaptajn ved det tranquebarske infante
rikompagni
Otto Christian Stricker,
prokurator og bogholder
Jacob
Luxdorff Schmidt
samt missionærerne
John
og
Rottler.17
En frem
trædende embedsmand i Tranquebar, major M.
Miihldorff,
måtte
forbigås fordi han selv var nævnt i klagerne. Kommissionen skul
le kunne foretage afhøringer, dog skulle der fra Peter Anker og
fra guvernementets øvrige medlemmer indhentes skriftlige er
klæringer. Arbejdet ønskedes afsluttet senest tre måneder efter
kommissoriets modtagelse.
I midten af september 1796 holdt undersøgelseskommissionen
sit første møde på fæstningen Dansborg, og i november var man
færdig med sagen.18 Kommissionsprotokollen fylder 63 sider.
Heraf er halvdelen referat af de mange afhøringer, resten en gen
givelse af kommissionens korrespondance. De fem medlemmer
formulerede ikke nogen fælles konklusion, men valgte at lade
protokollen tale for sig selv. Før akternes afsendelse fra Tranque
bar blev der dog affattet nogle individuelle erklæringer.
Afhøringerne efterlod ingen tvivl om at Tambu Setti og Matura-
ja Pulley i september 1794 havde været genstand for fængsling og
offentlig afstraffelse med henholdsvis 50 og 25 rottingslag. I en
skriftlig erklæring bekræftede guvernør Anker at både arrestation
og afstraffelse var sket efter hans ordre. Grunden var at de tiltalte
»var i begreb med at udføre en hemmelig plan sigtende til at for
styrre den offentlige fred og rolighed«. Mod Strickers stemme
valgte kommissionen at spørge det samlede guvernement - og ik
ke Anker personlig - om sagen var blevet behandlet i rådet. I pro
tokollen hedder det om flertallets synspunkt: »at hr. generalmajor
Ankers myndighed var så udstrakt ved guvernementets instruks,
kunne ingen af kommissærerne som (stående) uden for guverne-
mentet (except mig, Lichtenstein, som ved det modsatte) være vi
dende om, da guvernementets instruks ej er publik«. Major
Miihldorff mente at både arrestation og afstraffelse havde været
50