Previous Page  52 / 231 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 52 / 231 Next Page
Page Background

Knud Waaben

lange rejse havde bragt ham. Vel havde han ikke uden videre fået

guvernør Anker sat fra styret. Men man havde hørt på hvad han

havde at sige, og rigets monark havde - uanset hvad der blev

hvisket i byen om hans kongelige forstand - vist uforlignelig

statsklogskab ved at anordne en undersøgelse i Tranquebar.

Til medlemmer af kommissionen var udpeget regeringsråd

Frantz Theodor Lichtenstein,

kaptajn ved det tranquebarske infante­

rikompagni

Otto Christian Stricker,

prokurator og bogholder

Jacob

Luxdorff Schmidt

samt missionærerne

John

og

Rottler.17

En frem­

trædende embedsmand i Tranquebar, major M.

Miihldorff,

måtte

forbigås fordi han selv var nævnt i klagerne. Kommissionen skul­

le kunne foretage afhøringer, dog skulle der fra Peter Anker og

fra guvernementets øvrige medlemmer indhentes skriftlige er­

klæringer. Arbejdet ønskedes afsluttet senest tre måneder efter

kommissoriets modtagelse.

I midten af september 1796 holdt undersøgelseskommissionen

sit første møde på fæstningen Dansborg, og i november var man

færdig med sagen.18 Kommissionsprotokollen fylder 63 sider.

Heraf er halvdelen referat af de mange afhøringer, resten en gen­

givelse af kommissionens korrespondance. De fem medlemmer

formulerede ikke nogen fælles konklusion, men valgte at lade

protokollen tale for sig selv. Før akternes afsendelse fra Tranque­

bar blev der dog affattet nogle individuelle erklæringer.

Afhøringerne efterlod ingen tvivl om at Tambu Setti og Matura-

ja Pulley i september 1794 havde været genstand for fængsling og

offentlig afstraffelse med henholdsvis 50 og 25 rottingslag. I en

skriftlig erklæring bekræftede guvernør Anker at både arrestation

og afstraffelse var sket efter hans ordre. Grunden var at de tiltalte

»var i begreb med at udføre en hemmelig plan sigtende til at for­

styrre den offentlige fred og rolighed«. Mod Strickers stemme

valgte kommissionen at spørge det samlede guvernement - og ik­

ke Anker personlig - om sagen var blevet behandlet i rådet. I pro­

tokollen hedder det om flertallets synspunkt: »at hr. generalmajor

Ankers myndighed var så udstrakt ved guvernementets instruks,

kunne ingen af kommissærerne som (stående) uden for guverne-

mentet (except mig, Lichtenstein, som ved det modsatte) være vi­

dende om, da guvernementets instruks ej er publik«. Major

Miihldorff mente at både arrestation og afstraffelse havde været

50