HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Knud Waaben

ke nægte, at de under disse forudsatte omstændigheder er blevet

udsat for skam og skændsel«. Det ville være betænkeligt at ud

sætte sagen, »da på den ene side den begivenhed, at en indianer i

egen person fremstiller sig her, for med tillid at søge beskyttelse

og ret for Deres majestæt imod undertrykkelse og fornærmelse af

de kongelige betjente i Indien, fortjener al opmærksomhed, og

det på den anden side altid vil have gode følger, når guverne-

mentet deraf lærer, at deres fremgangsmåde i Ostindien også på

denne måde kan komme til undersøgelse«.

Samtidig var der oplysninger i sagen som var til ugunst for Sen-

napa Naik. Forklaringerne for notarius publicus kunne tyde på at

Naik havde indtaget en beskeden social stilling og levet af at for

rette enkle tjenester for skibsofficerer. Man sagde at hans broder

var straffet og at han selv havde været »en mere end tvetydig per

son«. Søløjtnant Blume havde haft ham som oppasser og afskedi

get ham efter tabet af noget guldtråd.

Efter kollegiets indstilling resolverede kongen den 20. novem

ber at der skulle nedsættes en kommission i kolonien til at under

søge forholdene. Opgaven var vanskelig, dels fordi nogle af

påstandene havde en meget ubestemt karakter, dels fordi en un

dersøgelse måtte ske »uden at krænke den myndighed og anseel

se, som er og bør være forbunden med guvernørens embede«.

Man så bort fra den uspecificerede påstand om udsugelse af be

folkningen og koncentrerede undersøgelsen om de forhold som

direkte havde at gøre med fængslingen og afstraffelsen af de to

kasteformænd. Dette tema for undersøgelsen blev formuleret i ot

te spørgsmål.

Et par uger senere blev de fornødne brevskaber betroet kaptajn

Valerius York

, der skulle afgå til Ostindien med »Flercules«.12 Kap

tajnens svoger

Jacob Gude

fortæller i sine erindringer med megen

varme om denne retskafne mand og hans ophold i København:13

»Ved hans hjemkomst fra Indien til København havde han haft en

del sorte skibsfolk, blandt disse nogle morer, som var voksne, ra

ske karle med krumme næser og langt kulsort hår; de stak af mod

sædvanlige negre som livvagtskarle mod unge rekrutter i almin

delighed. Klædte i rene, hvide kattuns klæder med turbaner af

samme tøj opvartede altid et par af dem ved måltidet, når jeg i