14 / 263
12
I N D L E D N I N G
draget mellem søerne og stranden. Terrænet blev mange steder fyldt med latrin
og alskens forrådnet stof, og vand fra dette område var overmåde usundt og sikkert
alt andet end velsmagende. Opfyldninger fandt i øvrigt sted overalt i byen. Man
fjernede som regel ikke sit affald, men lod det ligge og rådne, og som tiden gik,
byggede man ovenpå. H. N. Rosenkjær skildrer i drastiske vendinger, hvilke følger
dette havde for vandforsyningen: »Man kan nok med rette sige, at den største
del af det gamle København, særlig hvad der ligger på det oprindelig lave terræn,
er bygget på en stor mødding. I den har man sat sine brønde, i den har man lagt
sine trædrikkevandsledninger, og i den har man sat sine kældere, hvori man for
en stor del opbevarede sine spise- og drikkevarer; har endog i stor udstrækning
levet dernede, ja man er langtfra endnu flyttet derfra. Særlig i de gamle bindings
værkshuse skiller endnu kun en tynd mur, ofte opført i ler, kælderrummet fra den
våde, frygteligt stinkende gødningemasse af både dyre- og menneskeekskrementer.
Det forværrer naturligvis forholdene meget, at man overalt har lerbund, så af-
sivningsforholdene er slette«5).
Når man vil følge Københavns vandforsyning gennem tiderne, må man bestan
dig huske på denne baggrund. Det kommer da til at stå klart, hvor nødvendigt
det var at forsøge på at skaffe godt drikkevand. Der var her tale om en kamp
for sundheden, en kamp, hvor befolkningen gennem århundreder kun vandt ringe
fremgang, fordi den intet præcist kendskab havde til de farer, den stod overfor;
men op mod vor tid er der sket en overordentlig forbedring, og man er nu på dette
felt nået lige så vidt eller endog længere end oldtidens ypperste kultursamfund.
Det drejer sig her om et af de mest øjensynlige fremskridt i den menneskelige
kultur.