85 / 263
O F F E N T L I G V A N D F O R S Y N I N G
D
en kommission, der efter reskriptet af 1805 skulle tage sig af Københavns vand
væsen, kom fra begyndelsen til at bestå af generalmajor H. E. Peymann, politi
mester H. Haagen, viceborgmester P. Beck, professor O. Warburg og politimesteren
for København Amts Rytterdistrikt J. Nielsen1). Den nye kommission var altså ikke
talstærk og omfattede heller ikke folk, der havde god tid til at tage sig af vandvæse
nets affærer.
Ved reskript af 11. juli 1806 blev kommissionen udstyret med et særligt kontor,,
der blev ledet af en kontorchef eller sekretær, og samme dag udstedtes en udførlig
instruks for virksomheden. Kommissionen skulle våge over vandvæsenets rettig
heder til åer og vandløb og træffe afgørelse om, hvilke arbejder der var at foretage
ved udenværkerne. Den skulle dernæst mægle i stridigheder mellem inspektører og
vandmestre og sørge for, at alt vand i nærheden af søerne blev udnyttet, og amts
landvæsenskommissionen skulle give meddelelse om alle vandafledningssager for
at høre vandvæsenets mening derom. Endvidere skulle kommissionen udarbejde en
plan til anlæggenes »vedbørlige istandsættelse og forbedring« og sørge for optagelse
a f et fuldstændigt kort over vandforsyningen. Allerede efter 3 måneders forløb skulle
den indberette til kongen, hvordan det gik. Særlig var den velkommen til at foreslå
en ændring i vandinspektørernes stilling. For at bøde på den ulempe, der lå i kom
missionsmedlemmernes optagethed ved andre opgaver, blev det bestemt, at et med
lem a f kommissionen skulle føre tilsyn med sekretariatet og sætte sig ordentlig ind
i enhver sag, så han kunne gøre kommissionen opmærksom på enhver vigtig om
stændighed under behandlingen — en bestemmelse, der nok kunne tiltrænges også
i andre institutioner. Samme mand skulle tillige affatte forslag til kommissionens
resolutioner og føre protokol over, hvad der blev vedtaget. Det siges udtrykkeligt,
at hvis han ikke mere ønskede at udføre alt dette, skulle der vælges en anden dertil2) .
Hvis man havde tænkt sig, at den nye kommission skulle gå i gang med reformer
i Københavns vandforsyning, blev det i alt fald hindret ved krigsudbruddet 1807.
Forsyningsanlæggene led alvorlig skade under det engelske angreb på byen. Spring
vandet blev afbrudt, og vandmangelen blev skæbnesvanger, da bombardementet
tændte mange af byens ejendomme i brand. Allerede den 19. september gav vand
kommissionen imidlertid ordre til, at alt igen skulle bringes i samme stand, som det