88 / 263
O F F E N T L I G V A N D F O R S Y N I N G
regler kom til at gælde for dem, der havde pumpevand indlagt og underborede
deres opstandere. For springvandet blev det bestemt, at man skulle søge at undgå
så stort et vandspild, som man hidtil havde haft. Vandkommissionen fik ret til
at bevilge indsættelse af en større pibe på udløbsrøret end sædvanligt og til at for
høje afgiften forholdsvis. A f mulkter for forseelser ved benyttelse af pumpevand
eller springvand fik anmelderen det halve. Strid mellem husejere om vandforsy
ningen skulle henvises til domstolene. Endelig ophævedes ved reglementet formelt
alle fundatserne for de gamle vandkompagnier5). Til at dække vandvæsenets ud
gifter, til vandskat kunne blive pålignet og indkrævet, bevilgedes et lån a f 30.000
rd. af finanskassen6).
Et meget betydningsfuldt skridt var således taget i retning af at afskaffe gamle
upraktiske institutioner og tilvejebringe god orden i administrationen af vand
forsyningen. Alle stadens borgere blev herefter delagtige i rettigheder og byrder, og
for at sikre fasthed og sikkerhed havde det offentlige overtaget ledelse og ansvar.
Ved en plakat af 5. februar 1824 nedsattes vandskatten til næringsbrugerne til
halvt så mange rigsdalere som hidtil, men skulle til gengæld betales i sølv, ikke
i sedler, som dengang var til underkurs7). Gennem en længere årrække blev skatten
siden budgetteret til 30.000 rd. årlig og opkrævedes for pumpevand med 3/4 sk.
pr. kvadratalen etageareal i forhuse og 1/2 sk. pr. kvadratalen etageareal i side-
og baghuse, for springvand som nævnt med det tredobbelte. Efterhånden som be-
byggelsen forøgedes, tiltog også indtægten for kommunen. I årene omkring 1840
drøftedes en lettelse i skatten, fordi vandvæsenets udgifter gennem en årrække
havde været lavere end indtægterne, og fordi man i længden var betænkelig ved
at lade parthaverne i springvand betale så meget mere end dem, der havde ind
lagt pumpevand; men sagen blev stillet i bero8). En sammenlægning af vandvæ
senet med vej- og brolægningsvæsenet blev også diskuteret, men frarådet9).
En hovedopgave for vandkommissionen var det stadig at få renset søerne. I
sidste halvdel af det 18. århundrede var der kun foretaget meget begrænsede
Tensearbejder. Da man efter Københavns brand 1795 på ny begyndte at interes
sere sig for bedre vandforsyning, rettedes opmærksomheden først og fremmest
herimod, og vandinspektør I. F. Gæde skrev allerede samme år en bog om vand
væsenets udenværker, der gennemdrøftede problemet for de forskellige søer. Man
begyndte også at oprense en kanal midt op gennem Damhussøen for at trække
det vand, der var; men arbejdet var yderst besværligt. Bønderne ville ikke tage
mod det opgravede mudder, fordi der blev sagt, at det vel gav god høst det første
år, men ikke siden. Ude i søen var der bundløst dynd og mosegrund, så heste og
vogne blev stikkende og kun med største risiko reddedes i land; vandkompag
nierne holdt også stærkt igen på pengene. Skønt 1795 var et tørt år, og den lave
vandstand meget gunstig, blev man ikke færdig den sommer. Kanalen blev dog
vistnok fuldført næste år, men hjalp ikke meget; Københavns genopbygning til
trak sig nu arbejdskraften, lønnen steg, og det blev for dyrt at fortsætte10).