92 / 263
D E T U S U N D E D R I K K E V A N D
F
ra begyndelsen var Københavns springvand vistnok efter tidens forhold meget
godt. Det kom fra nogenlunde dybe og rene søer; det løb bestandig ud af vand
piberne og kom frem friskt og køligt. Mindre godt var pumpevandet. De søer,
hvorfra man hentede det, var kunstige og blev hurtigt urene og tilgroede, og frem
imod enden på vandledningerne stod vandet stille, når der ikke var nogen, der
pumpede, så det tabte sin friskhed.
Det var dog først efter midten af det 18. århundrede, klagerne over det dårlige
vand begyndte at blive mere alvorlige. Første gang, de her træder rigtigt frem i
lyset, er med lægen Johan Christian Langes bog »Lære om de naturlige Vande«
1756. Forfatteren var liibecker, men havde slået sig ned i København. Ved de
naturlige vande forstår han de forskellige slags vand, som forekommer i egnen
omkring København, og hans kuriøse skrift tilstræber at besvare det spørgsmål,
hvilket vand der er det bedste. Han havde til dette formål foretaget en række
kemiske undersøgelser, så godt som det nu lod sig gøre med datidens mangelfulde
kendskab selv til elementære kemiske forhold. For nutidens bedrevidende er det
en lækkerbisken af utilstrækkelighed; men Lange når dog frem til fornuftige re
sultater. Han gennemgår vandet i en række bekendte kilder, således også i Kirsten
Piils Kilde i Dyrehaven og i Sankt Helenes Kilde ved Tisvilde, og erindrer derved
indirekte om den betydning, de friske kildespring havde for tidligere tiders men
nesker. I forbindelse med Roskilde nævner han hele 10 kilder.
T il besvarelse af, hvilket vand der er det bedste, opstiller Lange tavler over,
hvilke kilder der egner sig bedst såvel for de forskellige temperamenter som for
kogning, brygning, vask og farveri. For melankolske personer anbefales bl. a. vand
fra Islevhus Kilde og fra Yangede Kilde.
Om pumpevandet i København siger han, at det er »temmelig adskilligt, thi
da der i Peblingesøen går mange forandringer for sig, såvel formedelst fiskene,
som opholder sig derudi, som og formedelst planterne, som vokser deri: end mere
da søen ofte af vejr og vind vorder oprørt, som og ikke desmindre, da vandet
deri er mange forandringer underkastet, så også da der flyder meget af render
nes beskaffenhed, så er det undertiden temmelig tykt og rørt, og overmåde
mudderrigt af lugt og smag. Dog alligevel er det i stille vejrlig ganske klart og