94 / 263
92
D E T U S U N D E D R I K K E V A N D
tjener sig af vandet enten til deres tedrik, eller til at koge deres mad deri«. »Mit
barn, prøv, hvad der er dit legeme sundt . . . thi allehånde tjener ikke alle«.
En undersøgelse af springvandet på linie med Langes og udført af den dygtige
apoteker Fr. H. Muller bekræftede mange år senere, at vandet gav meget bundfald,
der var sortgråt af farve og lugtede råddent; »det som var bunden nærmest, fand
tes fingrynig og lidt hårdt mellem fingrene«. En hårdere masse med stenkulsagtig
lugt havde klæbet sig til forsøgskarrets bund og sider1).
Når man i vandinspektør Gædes bog om vandvæsenets udenværker 1795 læser
om alt det tørvemosevand, hængedynd, mudder og råddenskab, der blandedes i
vandet fra de søer, som forsynede byen, så kan man vel forstå, at det blev, som
Lange beskrev det.
Ikke bedre er indtrykket a f lægen Henrich Callisens »Physisk-Medicinske Be
tragtninger over Kiobenhavn« 1807. Han foranledigede en række kemiske under
søgelser, som blev foretaget af apoteker J. G. Blau, og han kom til det resultat,
at vandet var blevet ringere siden Langes tid. Endvidere meddelte han en række
iagttagelser, som H. C. Ørsted havde gjort. De gik ud på, at såvel pumpevand som
springvand kunne være ret uens fra sted til sted i byen, dels fordi vandet fra de
forskellige søer blev blandet tilfældigt, dels fordi trærenderne ikke alle steder var
i lige god stand. Pumpevandet lugtede ofte, især under sommerens tørke og vin
terens frost, af »svovlvandstof« (svovlbrinte). Man burde sørge for, at urenhederne
fik tid til at synke til bunds, før man brugte vandet. Bundfaldet indeholdt især
kisel, ler og muld, men også mange insekter. Det var derfor almindeligt at fil
trere vandet i en pose før brugen. Undertiden fæstnede man ligefrem en pose til
postetuden. Rendernes uheldige indflydelse viste sig ved, at vandet i Peblinge
søen var renere end det, der pumpedes op inde i byen. Nogle steder anvendte
man endog et filter af udbrændte kul, som var forfærdiget efter fransk forbillede
a f firmaet Riis & Holm på Amagertorv. Vandet havde dog efter filtreringen en
flov smag, som imidlertid tabte sig ved henstand under luftens påvirkning. I øvrigt
hedder det til slut, at det er »ikke usandsynligt, at mange finere materier und
går vore nærværende kemiske prøvemidler«.
Endnu i en menneskealder efter fremkomsten af Callisens bog blev der næsten
intet gjort for at komme bort fra de uheldige forhold. Tværtimod forværredes
situationen stadigvæk. Råddenskaben bredte sig. Det var ikke så sjældent, der
kom fordærvet fisk op med pumpevandet. Når en ål kom ind i pumpens hjerte,
måtte vandmesteren tilkaldes. Vilhelm Bergsøe fortæller, at pumpen i Borgerdyds
skolens gård på Christianshavn gav meget godt materiale til naturhistorieunder
visningen, særlig for de lavere dyrs vedkommende. Myggelarver og smådyr var
der i massevis, og hvis man var heldig, fik man en igle, en salamander eller et par
haletudser o p 2). Om sommeren hændte det, at vandet fra søerne næsten var halv
lunkent; man talte da om »den bekendte lunkne ålesuppe«3). Særlig slet var vandet
i 1842, og da der samtidig opkom mange sygdomstilfælde i byen, begyndte man