96 / 263
94
D E T U S U N D E D R I K K E V A N D
man vistnok årsagen, da man et par år efter opgravede renderne i kvarteret, fordi
der i længere tid havde været klaget over vandmangel. Det viste sig nemlig, at de
gamle render ved fremdragelsen stank ganske usædvanligt, og man opdagede da
rent tilfældigt et hul på ledningen af 4 tommers diameter, der førte op til en over
liggende kloakledning. Strømmen fra vandledningen kunne således løbe over i
kloakledningen, og det var nok årsagen til vandmangelen; men den kunne også
løbe den modsatte vej, og kloakledningen modtog bl. a. tilløb fra Frederiks Hospi
tals lighus6).
En tilsvarende epidemi, Frederiksberggade-feberen i 1852, fik sin forklaring, da
man fandt ud af, at den grasserede i den østlige ende af gaden, der fik vand fra
Lille Vestergades Pumpevand, medens beboerne gik fri i ejendommene fra Mikkel-
bryggersgade og østpå, der forsynedes fra Farvergades vandrender. Ligeledes
forekom en Vesterlandevejs-tyfus på Vesterbrogade i efterårene 1854— 567).
Når det kunne stå så slet til med vandet fra ledningerne, er det forståeligt, at
folk i mange tilfælde tyede til brøndvandet. En del a f byens gamle brønde var
endnu brugelige, og man regnede ud, at de tilsammen i nødsfald kunne yde en
40.000 tdr. vand i døgnet. Dette var en væsentlig del af normalforbruget og kunne
under en belejring få afgørende betydning. Imidlertid varierede kvaliteten a f van
det i brøndene meget stærkt fra sted til sted.
Rigtignok havde man i 1847 fortegnelse over i alt 447 brønde, men nogle var
slet ikke til at finde, andre var i uorden eller tildækkede, og da man foretog en
undersøgelse af vandet i dem, måtte man derfor nøjes med at prøve de 251. A f
disse blev ved en foreløbig undersøgelse de 166 udskudt som ubrugelige. En gen
nemført kemisk undersøgelse foretog man kun af 4 brønde, idet man endnu ikke
mente, at kemien var tilstrækkeligt udviklet til, at man kunne fælde nogen en
delig dom om hver enkelt bestanddels betydning for sundheden. De bedste brønde
viste sig at have så rent vand som Maglekilde i Roskilde. Som den fornemste nævntes
brønden »De fire Søstre« uden for rådhuset på Nytorv (nu Domhuset). Den kunne
levere 7000 tdr. om dagen; men da alt dette vand ikke blev brugt, stod der ikke
så lidt vand i brønden, og der antog det en ubehagelig lugt af svovlbrinte, som
gjorde det næsten ubrugeligt, med mindre det efter oppumpningen kom til at stå
natten over i et kar. Hvis det gjorde det, gav det »et særdeles godt drikkevand«.
I alt forekom 20 brønde med godt vand, deraf 4 offentlige, nemlig foruden
brønden på Nytorv, en brønd på Nørretorv (ved Nørreport), en i Teglgårdsstræde
og en ved volden ud for Gothersgade. Især den sidste gav et aldeles fortræffeligt
vand, rigt på mineraler, så den måtte betragtes som en ren sundhedskilde. Gode
brønde fandtes også i Landemærket og Adelgade; men i de lavereliggende dele
af byen var brøndvandet slet, og 1852 drog en kommission til forbedring af hygiej
nen omsorg for, at 50 brønde, dels private, dels offentlige, blev tilkastet8).
I årene 1846— 48 lod det medicinske selskabs hygiejniske komite en ny under
søgelse foretage af Københavns drikkevand. Den blev efter anvisning af kemike