KøbenhavnsVandforsyningsHistorie

D E T U S U N D E D R I K K E V A N D

ren professor W . C. Zeise udført af amanuensis ved den polytekniske læreanstalt

cand. pharm. F. A. I. M. Zedeler og sammenholdt med undersøgelser, som var fore

taget af professor G. Forchhammer. Zedeler fandt, at vandet i søerne ved Køben

havn var blødt, og indholdet af faste bestanddele udgjorde 1/4000 eller 1/5000.

Heraf var 1/10 eller 1/12 organiske stoffer — i Sankt Jørgens Sø dog engang 1/4

eller 1/5, idet der her fandtes mange alger o. lign. I vandet fra Gentofte Sø forekom

kun halvt så meget af faste bestanddele som i vandet fra de øvrige søer. Forch

hammer fandt ringere mængder af organiske stoffer, men det samme forhold mel

lem vandet fra de forskellige søer.

De fleste klager over dårligt vand kom fra den østre del af byen; men også be

boerne i Vester Kvarter, Klædebo Kvarter, Børskvarteret og den yderste del af

Christianshavn klagede jævnlig. Bedst var vandet om vinteren, værst var det efter

regnskyl og storm og efter et pludseligt tøbrud, når søernes vand var kommet i

oprør. Helt slet var vandet fra render, hvor det stod stille, fordi pumperne blev be

nyttet for lidt, f. eks. om sommeren i gader, hvor mange flyttede på landet. Bedre

var det, hvor mange pumper jævnlig var i gang. Uheldigt virkede det også, når

en sideledning var lagt op i et højt niveau, så der skulle pumpes meget kraftigt

for at få vandet frem.

Som slutresultat af undersøgelserne anførte professor A. G. Sommer ved nogle

forelæsninger for sundhedspolitiet i 1850, at »vandet jævnlig, især i visse dele af

staden, frembyder et urent, plumret udseende og en ubehagelig lugt og smag, som

forklares a f de opslemmede og opløste organiske stoffer, samt at det over hele

staden, når varmen er stærk, har en ubehagelig høj varmegrad, så at det med rette

kan kaldes lunkent og således mangler den kølende forfriskende virkning, der må

ønskes ved drikkevand, medens det gode brøndvand, som har denne egenskab,

ikke er i tilstrækkelig mængde til stede til hele stadens forsyning«9).

Kritikken af vandet kom således ikke blot fra de jævnere forbrugere, men også

fra sagkundskaben. I tidens løb havde man søgt at opnå bedring ved at lade led

ningerne passere riste og kister, hvor det værste snavs kunne sis fra eller synke

til bunds; men det forslog ikke. Vandet kom stadig frem til forbrugerne i højst

utilfredsstillende stand. Når man fik det op i beboelsesejendommene, kunne man

lade det passere et filter og lade det stå til næste dag i den vandtønde, der hørte

til ethvert velforsynet køkken. Det meste af snavset skiltes da fra som bundfald,

og vandtønden måtte jævnlig renses; men de farligste bakterier og smitstoffer

blev ikke bortskaffet på denne måde, og skulle man opnå nogen virkelig ændring,

var det nødvendigt at gå over til en helt anden form for vandforsyning.

Når man ser, hvor slet stadens vandforsyning var blevet, kan man ikke befri

sig for den tanke, at meget havde været vundet, hvis man fra begyndelsen havde

ladet være at følge von Dieskaus rad og ført vandet ind fra Furesøen. Det havde

ganske vist i første omgang kostet udgravningen af en kanal fra Lyngby So til

Gentofte S ø ; men man ville derved gennem århundreder have været sikret tilstræk