KøbenhavnsVandforsyningsHistorie

D E T U S U N D E D R I K K E V A N D

Fig. 28. Dyr fundet i københavnsk

drikkevand.

Efter stik i J. C. Lange: Lære om de natur

lige Vande,

1756

at rette opmærksomheden mod vandforsyningen. Vandkommissionen søgte at be

rolige folk. Den henviste til, at Sundhedskollegiet ikke troede, sygdommen forår-

sagedes ved vandet, og den fastslog, at lugt og smag af rådden fisk kun var fore

kommet i rent lokale tilfælde. »Når en fisk trænger ind i renderne«, hed det, »vil

den vistnok sjældent blive i hovedrenden og ikke let dø der, da den stedse deri

får friskt vand, men om den endog døde og gik i forrådnelse deri, ville forrådnelsens

produkter således opspædes i den store vandmængde, som går gennem renden, at

ingen påfaldende lugt og smag derved kunne frembringes. Det er i biarmene, at

fiskene let omkommer, især når de drages op i pumpens dele og derpå falder ned

igen, enten døde eller døden nær. De rådner da i biarmenes eller pumpens inde

spærrede rum, hvor de kan meddele vandet en afskyelig lugt og smag.« Denne

beskrivelse fortsætter med: » I øvrigt vil enhver indse, at disse vandets væmmelige

egenskaber tjener som advarsel mod brugen deraf«4). Man kan nok spørge, hvad

vandforsyningen så var til.

Ofte var vandrenderne rådne, og undertiden gik de lige op ad de største uhumsk

heder. Der nævnes endog et tilfælde, hvor en vandrende gik lige igennem en latrin

grube5).

At byen under sådanne forhold blev hjemsøgt af epidemier kunne ikke undre.

Den bekendte læge, professor E. Hornemann, mindede i den forbindelse om, at

store dele a f byen var anlagt på opfyldt bund, hvor jordlagene indeholdt mange

organiske stoffer. Endvidere om det fugtige, sludfulde klima og den store mangel

på renlighed, som kendetegnede mange af byens beboere. Han nævner også den

såkaldte Amaliegade-feber 1842, som var en ondartet tyfusepidemi. Her fandt