101 / 263
D E T N Y E V A N D V Æ R K
99
byer. Her blev alle ledninger holdt under permanent tryk. I Hamburg aflukkede
man derimod periodevis dele af ledningerne. Dette var en kostbar foranstaltnings
og erfaringen viste, at folk ikke ødslede mere med vandet, fordi der var tryk på
hele tiden. Den store reform foreslog han gennemført zonevis i løbet af 2— 3
år. Omkostningerne anslog han til 950.000 rd., som skulle amortiseres i løbet af
100 år. Drikkevandet ville derved blive bedre og rigeligere, vandforsyningen be
kvemmere og regelmæssigere, og byens gader mindre snavsede som følge af rende
stensskylningen. Man ville have større sikkerhed for vand i ildebrandstilfælde,
og brolægningen ville ikke så ofte blive forstyrret ved opgravning.
Det følgende år, 1846, fremkom et andet forslag til forbedring, udformet af cand.
polyt. P. J. Winstrup. Han tænkte sig ligeledes anvendelse af jernrør og trykanlæg
og fandt, at bekostningen herved ville løbe op til 1 mill. rd., og den årlige udgift
til 70.000 rd. Hvis man nøjedes med at erstatte trærenderne med jernrør, kunne det
nok gøres for 50.000 rd., men der ville ikke være noget virkeligt vundet ved det,,
medmindre der blev indrettet så højt vandtryk, at man kunne skylle dem rene
derved. Et filtreringssystem lod sig heller ikke indføre, fordi Peblingesøen lå for
lavt i forhold til byen. Den mulighed at lede vand fra Furesøen gennem Emdrup Sø,
mente Winstrup ikke gav tilstrækkeligt tryk, og det ville heller ikke blive billigt9).
Til sine betragtninger føjede Winstrup 1847 »E t Par Ord om Kjøbenhavns
Vandvæsen«, hvori han hævdede, at det afgørende måtte være at skaffe mere vand,
ellers var alle dyre anlæg omsonst. Han gennemspillede derfor endnu en gang det
fortærskede tema om, hvorledes man bedst skulle oprense søerne. Han antog, at
ikke mindre end 12.000 tdr. land afvandedes til Damhussøen, og at dette gav
ca. 71 mill. tdr. vand årlig eller 3 gange så meget, som København brugte.
På dette tidspunkt var man dog inde på en bedre vej til at få langt renere og
friskere vand. Man var vidt fremme med forsøg på artesisk boring efter vand fra
undergrunden. Siden 1831 lod Videnskabernes Selskab foretage en boring på Ny
holm. Fra 1845 støttede vandvæsenet også dette forsøg, men noget resultat nåede
man ikke her10).
Derimod gav boringer, som Vandkommissionen lod foretage ude vest for byen
fortrinligt udbytte. De blev udført efter forslag af professor Forchhammer på ste
der, hvor der var kilder, som hidrørte fra grønsandslag, og arbejdet blev ledet a f
en komité, bestående af Forchhammer, Lunde og Hummel. Det daglige arbejde
blev tilset af vandmester Jens Sørensen, der havde rejst udenlands og samlet er
faringer. Man begyndte ca. 17 km fra København ved Tåstrup-Valby, og da man
var nået ned i ca. 14 m dybde, fik man en vandstråle frem på 12.000 tdr. i døgnet,
Man rykkede derefter nærmere mod byen. I Brøndbyøster måtte man lidt dybere
ned, ca. 21 m, og fik 3000 tdr. vand i døgnet11).
Man nåede dog ikke sådanne resultater, at man mente, man kunne sige nej,
da militæret under Treårskrigen som led i Københavns befæstning ønskede at byg
ge et reservoir på en grund ved Damhussøen og tilbød Vandkommissionen den