104 / 263
1 0 2
D E T N Y E V A N D V Æ R K
Lignende foranstaltninger skulle foretages med Sankt Jørgens Sø; dæmningerne
skulle her gøres lige så høje som dæmningerne omkring Peblingesøen og Sortedams
søen; siderne skulle beklædes med rullesten, så bølgeslaget ikke vaskede jord
nd i vandet, og bølgeslagets styrke skulle brydes ved en dæmning tværs over søen.
Tilsammen skulle de to reservoirer kunne rumme 10 mill. tdr. Endelig skulle Grøn
dals- og Ladegårdsåen inddæmmes hele vejen, oprenses og på siderne beklædes
med græstørv, og en sluse bygges, så vandet kunne ledes enten til Sankt Jørgens
Sø eller til Peblingesøen. Øst for Sankt Jørgens Sø skulle anlægges 5 bassiner til
filtrering a f vandet igennem sand, grus og sten. Herfra skulle vandet føres under
Farimagsvejen til 2 bassiner henimod Stadsgraven, hvorfra det så af et maskin-
anlæg skulle pumpes med tryk gennem en 24 tommers ledning ind gennem volden
til byens ledningsnet, så det var i stand til at stige 140 fod over dagligt vande.
Inden for voldene skulle udlægges et nyt ledningsnet a f jernrør og med passende
fordeling af brandhaner på gaderne. Hvis folk ville have vandledninger fra gaderne
op i husene, måtte de selv betale anlægget hertil. Endelig skulle der i Søndermarken
foran Frederiksberg Slot lægges et vandreservoir, som ved et 15 tommers rør stod
i forbindelse med trykledningsnettet i byen for at udligne forskellen i forbruget
inden for døgnets timer. Fra denne ledning skulle Vesterbro forsynes, medens de
øvrige forstæder skulle have deres vand gennem ledninger direkte fra vandværket
via Farimagsvejen20).
Til gennemførelse a f de store anlægsarbejder, herunder indbefattet gasværk og
kloaker, vedtoges det at låne 3,5 mill. rd., og en særlig komité skulle ordne lånet.
Ligeledes besluttede man at lade en udvidet arbejdskomité overveje, hvilke lov
ændringer de nye værker ville kræve. Da man havde planlagt, at maskinhuset til
det nye trykanlæg skulle placeres på glaciset uden for Vestervold, måtte man også
søge tilladelse hos krigsministeriet til at bygge inden for demarkationslinien, og
ligeledes måtte man af staten have tilladelse til at benytte bassinet i Søndermarken
som vandreservoir21).
Man skulle tro, at man hurtigt kunne komme i gang med arbejdet, men svære
forsinkelser indtraf. Colding og Hummel var ganske enige om, hvorledes vandvær
ket skulle udføres, men ikke om kloaksystemet, og denne uenighed forplantede
sig opefter. Magistraten og navnlig overpræsident Michael Lange modarbejdede
kloakplanerne. Dette påvirkede igen indenrigsministeriet, så det trak ud med den
fornødne lovgivning; men borgerrepræsentationen benyttede den tid, der gik med
forsinkelsen, til at forelægge planerne for en erfaren engelsk ingeniør. Dette skete
også, for at man kunne være i stand til at møde eventuel kritik fra statens side.
Det blev overdraget professor Hummel at rejse til London for at finde den rette
mand. Yed bankier C. Hambros mellemkomst nåede ban frem til en udmærket
autoritet, civilingeniør James Simpson. Denne mand kom til København for at se
tegningerne, men havde kun indvendinger vedrørende enkeltheder. Det vigtig
ste var, at han mente, man burde lægge kloakledningerne samtidig med vand- og